Sådan dømte retten

Dommer Myrna Lynge, der stod for den fiktive retssag i Nuuk Kredsret på kulturnatten, fulgte anklagerens påstand

Nuuk Kredsret valgte for første gang at opføre en fiktiv retssag for publikum. Det skete på Kulturnat 2012. Retssagen blev opført i to akter - en på grønlandsk og en på dansk. Foto: Benny Kokholm
Offentliggjort

I den fiktive retssag, som blev fremført for omkring 50 tilhørere i retssal nummer 1 på kulturnatten lørdag i Nuuk, har dommerne nu voteret og dømt den 44-årige kvinde, der blev "fremstillet", skyldig i begge forhold.

En ”sag”, som vi skrev om her på Sermitsiaq.AG i søndags, og hvor vi opfordrede læserne til at komme med bud på, hvordan de ville dømme.

Læs "Hvordan vil du dømme?"

På kulturnatten blev en 44-årig kvinde fra Nuuk fremstillet og tiltalt for to forhold. Det ene var at føre bil i spirituspåvirket tilstand med en promille på 2,12 i blodet. Det andet forhold var efter hæleri-paragraffen, hvor den 44-årige kvinde havde anskaffet sig et 52 tommer B&O-fladskærmsfjernsyn for 5.000 kroner.

Dommer Myrna Lynge bad tilhørerne tænke over retssagen og selv overveje, hvilken dom den 44-årige skulle have i den fiktive retssag.

Nu har dommeren og domsmændene voteret, og de har valgt at følge anklagerens påstand. Den lød på en bøde på 10.000 kroner og frakendelse af retten til at føre bil. Desuden blev den 44-årige idømt 20 dages betinget anstaltsdom med en prøvetid på et år, mens fjernsynet blev konfiskeret.

Udover dommen skal kvinden betale for udgifterne i forbindelse med retssagen.

Powered by Labrador CMS