Grønland tættere på Europa

Første skridt er taget mod et tættere samarbejde mellem de europæiske regioner og Grønland

Medlem af naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain og direktøren for det europæiske miljøagentur European Environment Agency, EEA, underskrev for nylig en samarbejdsaftale. Foto: Grønlands Selvstyre
Offentliggjort

Medlem af naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain og direktøren for det europæiske miljø agentur European Environment Agency, EEA, underskrev for nylig en samarbejdsaftale under et møde i København.

- Aftalen er det første skridt mod et tættere samarbejde mellem de europæiske regioner og Grønland, hvor der er fokus på miljøets betydning for sundhed, fortæller Agathe Fontain.

- Vi har en fælles interesse med EEA i at indsamle og dele den viden, vi har om miljøets påvirkning på sundhedstilstanden i Grønland.

EEA er et uafhængigt EU-agentur, som har 32 medlemslande heriblandt fem arktiske lande Norge, Island, Danmark, Finland og Sverige.

EEA anerkender, at Europa også efterlader spor i Grønland og det arktiske miljø, som også kan influere på sundhedstilstanden i den arktiske befolkning.

Deler viden om miljø og sundhed
Grønland og Europa får gennem aftalen mulighed for at dele viden om miljøets påvirkninger på befolkningens sundhed. Blandt andet vedrørende de sundhedsmæssige konsekvenser af den langtrækkende forurening og som følge af klimaændringer. Samarbejdsaftalen sikrer ligeledes, at viden fra forskellige undersøgelser bliver tilgængelig på grønlandsk og engelsk.

- Vi ønsker at give borgerne de bedste sundhedstilbud, og det er derfor glædeligt, at vi også kan samarbejde med EEA om de ydre faktorers betydning for vores sundhed. Vi har brug for at udveksle viden for at få en dybere forståelse for, hvordan miljøet og klimaændringer påvirker vores sundhedstilstand.

- Denne samarbejdsaftale giver os en meget bedre mulighed for at dele og analysere data i en bredere sammenhæng, siger Agathe Fontain.

Powered by Labrador CMS