Presser på for stalker-lov
Demokraterne ønsker at vide, om naalakkersuisut har planer om at indføre en ”stalker-lov”
Foto: Leiff Josefsen
Demokraterne ønsker at sætte en stopper for belastende og krænkende ekskærester, eksmænd, ekskoner og andre personer, der krænker en anden person eller familie.
Medlem af Inatsisartut Anda Uldum stiller derfor disse paragraf 37-spørgsmål til naalakkersuisut:
- Har naalakkersuisut planer om at tage initiativ til, at den såkaldte ”stalker-lov”, med det officielle navn ”Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning”, også skal gælde for Grønland?
- Hvornår påtænker naalakkersuisut i givet fald at komme med et forslag herom?
Anda Uldum begrunder sine spørgsmål med, at et enigt Folketing tirsdag vedtog et lovforslag, der samler reglerne om tilhold, opholdsforbud og bortvisning i én ny lov.
Formålet med loven er at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder såkaldt stalking.
Da Folketinget i tirsdags vedtog stalker-loven, sagde justitsminister Morten Bødskov, Socialdemokraterne:
- Stalking er for den enkelte en meget ubehagelig oplevelse. Jeg er derfor meget optaget af, hvordan vi styrker indsatsen for at beskytte ofre for chikane og forfølgelse. Det gælder ikke mindst i forhold til de personer, som oplever en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane, stalking. Derfor glæder det mig, at Folketinget i dag enstemmigt har bakket op om, at vi nu får et tidssvarende og sammenhængende regelsæt, som kan være med til at sikre en markant forbedring af indsatsen på området.