Kendte til voldtægtstiltalt far
En nordjysk far kræves idømt forvaring for at have misbrugt flere af sine egne børn seksuelt. Kommunen havde mistanke om misbruget i flere år
Modelfoto: Sermitsiaq.AG
En 55-årig mand fra Nordjylland er tiltalt for at have misbrugt i alt ni børn. Herunder syv af sine egne børn.
Manden, der er så farlig, at anklageren kræver ham idømt forvaringsstraf, kunne måske være blevet stoppet for flere år siden.
I hvert fald fik Skørping Kommune, som ved kommunesammenlægningen blev en del af Rebild Kommune, allerede mistanke om den 55 åriges seksuelle misbrug, da familien flyttede til Skørping i 2005 eller 2006.
- Vi fik underretning om, at der var nogle forhold, der ikke var, som de burde være. Og der var også mistanke om, at der var tale om seksuelle krænkelser, hvilket vi underrettede politiet om, siger Søren Kjær, direktør i Rebild Kommune.
Bekymringen kom fra ansatte på skoler og dagtilbud, der jævnligt havde med børnene at gøre.
Misbrugt siden 1994
Men politiet fandt ikke dengang grundlag for at anklage den 55-årige mand. Ifølge anklageskriftet har misbruget ellers stået på siden 1994.
Og Rebild Kommune har da også et særdeles godt kendskab til familien, som den løbende har igangsat sociale tiltag hos. Men først i september 2010 var der beviser nok mod den 55 årige mand. Her blev han anholdt og varetægtsfængslet.
- Det er jo en forfærdelig sag, og der er ingen børn, der skal udsættes for den slags. Ansvaret for handlingerne er farens, men vi har et ansvar for, at børnene lever under ordentligt forhold, siger Søren Kjær, der dog har svært ved at sige, hvad kommunen kunne have gjort anderledes.
De formodede overgreb gik værst ud over to af mandens egne døtre, to sønner og to piger uden for familien, der er blevet voldtaget adskillige gange. Børnene er i dag fra 11 til 22 år.
Mange seksuelle krænkelser
Anklageskriftet beskriver en lang række seksuelle krænkelser, som faren udsatte den ældste datter for. I et tilfælde fik pigen bundet sine ben og blev hejst op i kroge i loftet, hvorefter han voldtog hende.
Mandens sønner blev adskillige gange tvunget til at have analt samleje med deres far. Desuden fik den ældste søn flere gange bundet hænderne med snore eller tape og fik tape for munden, inden faren tvang ham til samleje.
Ifølge anklageskriftet tvang faren adskillige gange sønnerne til at have samleje med deres søster.
Manden er tiltalt efter straffelovens paragraffer om incest, voldtægt og samleje med mindreårige.
/ritzau/