Går efter 100 millioner kroner

For næste regnskabsår, 2011/2012, forventer Royal Greenland et resultat efter skat på over 100 millioner kroner

Mikael Thinghuus, Royal Greenlands administrerende direktør. Foto: Mads Nyvold
Offentliggjort

Tidligere i dag mandag offentliggjorde Royal Greenland det bedste årsresultat i mere end fem år, idet seafood-koncernen kom ud af regnskabsåret 2010/2011 med et resultat efter skat på 79 millioner kroner.

- Det er et meget tilfredsstillende resultat, siger Royal Greenlands administrerende direktør, Mikael Thinghuus, og bestyrelsesformand Niels de Coninck-Smith.

Men Royal Greenlands top har endnu højere forventninger til næste regnskabsår.

For regnskabsåret 2011/2012 forventer Royal Greenland således et resultat efter skat på over 100 millioner kroner. Selskabet forventer tillige, at den rentebærende gæld reduceres med mindst en kvart milliard kroner til et niveau på omkring 1,5 milliarder kroner.

- Forventningsniveauet tager nogen højde for den markedsmæssige uro, der er en konsekvens af den globale finanskrise. Det må dog understreges, at usikkerheden i den globale økonomi er større, end den har været siden Anden Verdenskrig, og hvis forbrugertilliden i de væsentligste afsætningsmarkeder forværres yderligere, vil det kunne have en negativ effekt på Royal Greenlands resultater, også i indeværende år, lyder det fra Mikael Thinghuus og Niels de Coninck-Smith.

Powered by Labrador CMS