Niels-Henrik Lynge får miljøpris
Journalistiske indslag om natur og miljøet i Grønland fører nu til, at Niels-Henrik Lynge får en miljøpris
Niels-Henrik Lynge (i midten) får i morgen en miljøpris for sin formidling af klima og miljø. Den er på 20.000 kronerFoto: Leiff Josefsen.
Grønlands Selvstyres Miljø- og Naturpris 2011 tildeles i år til i alt fem modtagere.
Den første overrækkelse sker i morgen fredag den 30. december 2011 til Niels-Henrik Lynge.
Overrækkelsen sker på Hans Egedes Hus kl. 15.00. Prisen, som er inddelt under kategorien ”Løfte miljøbevidstheden via formidling”, indeholder et pengebeløb på 20.000 kr.
Niels-Henrik Lynge har tidligere i mange år produceret populære grønlandske radio- og tv udsendelser om miljø og natur, som har øget bevidstheden om at passe på naturen og miljøet. Hans udsendelser er grundige og baseret på samarbejde med forskellige mennesker med specifik viden, og han videreformidler engelske videnskabelige opdagelser på grønlandsk. Således begrunder medlem af naalakkersuisut for indenrigsanliggender, Natur og Miljø, Anthon Frederiksen tildelingen til Niels-Henrik Lynge.
Prisen tildeles som en påskønnelse af personer, institutioner eller organisationer, der som foregangsmænd og ildsjæle er med til at løfte natur- og miljøbevidstheden hos os alle, eller som med deres projekter yder en konkret indsats for at forbedre miljøet i Grønland.
Miljø- og Naturpris 2011 tildeles til følgende to kategorier:
• ”Løfte miljøbevidstheden via formidling”
• ”Energibesparende tiltag og brug af vedvarende energi til forbedring af miljøet”
De øvrige fire modtagere af årets pris vil få overrakt prisen i begyndelsen af 2012.