Ny drømmetur til USA

To unge skiing freestylere fra Nuuk tager i et par måneder på en spændende tur til Colorado i USA

Fire friske gutter på ski og snowboard tager udenlands for at forberede sig til DM og GM. Foto: Privat
Offentliggjort

To friske skisportsfolk – der elsker at stå på ski – rejser omkring nytår til Colorado i USA for at forberede sig til de danske mesterskaber og ikke mindst de grønlandske mesterskaber. De to er Malik Berthelsen og Emil Brandt Olsen.

- Den 9. januar flyver vi til New York med mellemlanding i London. Vi ankommer så sent, at vi må overnatte i lufthavnen – da vi klokken 5 om morgenen den 10. januar skal flyve videre til Denver, Colorado med mellemlanding i Washington, siger Malik Berthelsen.

- Vi er fremme ved middagstid, hvorefter det går videre til Breckenridge, som er en lille by i Colorado.

- Vi skal tilbringe over to måneder i Breckenridge, Colorado, hvor vi kun skal koncentrere os om vores skiing. Vi kommer til at stå på ski i både Breckenridge Ski Resort og Keystone Resort, der ligger omkring 20 minutter fra huset, som vi har lejet i Breckenridge. Det bliver en skitur, primært for at prøve en af verdens bedste parks, lære nye trick samt som forberedelse til DM, som bliver holdt i Tignes, Frankrig i uge 12. Planen lige nu er, at vi er tilbage i Nuuk i slutningen af marts, så vi er klar til GM i påsken.

- Vi har modtaget støtte til turen fra Elite Sport Greenland, hvilket vi er meget glade for. Det er jo ikke helt billigt at være af sted i så lang tid, så en økonomisk opbakning luner rigtigt godt, siger Malik Berthelsen.

To snowboardere, Rasmus Nielsen og Michael Damgaard, tager også på tur. Det er til Østrig, hvor Rasmus Nielsen skal være et par måneder. Derefter tager de til Big Bear Lake i Californien i 14 dage, inden de skal deltage i DM i snowboard, som afholdes i Vierli i Norge.

Powered by Labrador CMS