Jeg har betalt mine regninger

Medlem af Inatsisartut Knud Fleischer blev mandag i kredsretten i Ilulissat dømt til at betale sine regninger til Sisak Diesel i Ilulissat. Men nu siger han, at han har betalt dem

Knud Fleischer kan ikke forstå dommen fra Ilulissat Kredsret. - Jeg har betalt regningerne, siger han. Foto: leiff Josefsen
Offentliggjort

Medlem af Inatsisartut for Kattusseqatigiit Partiiat Knud Fleischer fik mandag den 19. december en dom i Ilulissat Kredsret om, at han skal betale sine regninger til Sisak Diesel i Ilulissat.

Der er tale om fem regninger, som tilsammen beløber sig til 7.024,61 kroner. Knud Flesicher har ikke svaret på kravet om betaling af regningerne, og han mødte heller ikke op i retten. Derfor er der afsagt dom efter sagsøgers påstand, altså Sisak Diesel. Samtidig skal Knud Flesicher betale en retsafgift på 500 kroner, fremgår det af domsafsigelsen, som er vedlagt, og som er underskrevet af kredsdommer Nicolaj Geisler.

Knud Fleischer siger imidlertid i dag til SermitsiaqAG, at regningerne er betalt.

- Jeg har fortalt Kredsretten i Ilulissat, at jeg er i Nuuk. Iøvrigt har jeg ikke set nogen indkaldelse til domsafsigelsen den 19. december. Jeg har også tidligere talt med kredsdommer Nicolaj Geisler, som har fortalt mig, at sagen var afsluttet, siger Knud Fleischer.

- Jeg har betalt regningerne. Derfor skylder jeg ikke penge til Sisak Diesel, understreger Knud Fleischer.

- Jeg betragter dette som forfølgelse, fordi jeg repræsenterer et andet parti, siger han.

Ark'aluak' Geisler, der ejer Sisak Diesel i Ilulissat, undrer sig over, at Knud fleischer ikke har meddelt dette til kredsretten.

- Jeg har ellers bedt ham om kvitteringerne flere gange, men jeg har ikke fået dem, siger Ark'aluak' Geisler.

Powered by Labrador CMS