Landsholdet svækkes

Aqqaluk Sørensen, der er en af de store profiler på det grønlandske herrelandshold i håndbold, har meldt fra til landsholdet

Aqqaluk Sørensen er en af de bærende kræfter på det grønlandske landshold, derfor er det et stort tab for landsholdet, at han nu melder fra til De panamerikanske Mesterskaber.
Offentliggjort

Odder Håndbolds stærke bagspiller prioriterer studierne frem for landsholdet. Afbuddet gælder hele træningsforløbet frem mod De panamerikanske Mesterskaber og selve turneringen i Argentina i juni næste år.

Med det spil, som Aqqaluk Sørensen viser på klubholdet i toppen af den danske 1. division, var det naturligvis meningen, at Aqqaluk på landsholdet skulle være en af de bærende kræfter under De panamerikanske Mesterskaber.

- Jeg kan ikke få mine studier til at hænge sammen, hvis jeg skulle med til Argentina til næste sommer. Der kommer nemt til at gå en måned med træningslejr, rejse og så selve turneringen. Det ville betyde, at jeg måtte melde fra til mine eksamener. Og på et senere tidspunkt gå op til sygeeksamen, og det er jeg ikke indstillet på, fortæller Aqqaluk Sørensen til sermitsiaq.AG.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg på et senere tidspunkt igen kan være med på landsholdet.

De panamerikanske Mesterskaber gælder som kvalifikationsspil til verdensmesterskaberne i 2013, hvor de panamerikanske lande har tre pladser. Går det som det plejer, sætter Argentina og Brasilien sig på to første pladser. Trediepladsen, som tidligere har sikret Grønland VM deltagelse, bliver sandsynligvis et anliggende mellem Chile, Cuba og Grønland.

Powered by Labrador CMS