Pilersuisoq har ondt i indtjeningen

Siden naalakkersuisut delvist afskaffede indførsel af toldfrie varer til Grønland er Pilersuisoqs omsætning i Kangerlussuaq halveret

Pilersuisoq har mistet halvdelen af sin omsætning i Kangerlussuaq efter reglerne om indførsel af toldfrie varer, som spiritus, blev ændret. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Knap et år er det siden, at det blev forbudt at indføre alkoholholdige drikke - som øl, vin og spiritus - og indførsel af blandt andet cigaretter blev begrænset til to pakker. Alt sammen med en forventning om at folk i stedet vil købe deres spiritus og cigaretter i Grønland med tårnhøje afgifter.

Om Pilersuisoqs drift af det toldfrie salg i Kangerlussuaq og Narsarsuaq har været medtænkt i hele planen er uvis, men Pilersuisoq kan nu konstatere en omsætning der er halveret i Kangerlussuaq.

- Vi har mistet en stor del af vores omsætning, og dermed også en stor del af vores indtjening. Omsætningen er faldet med noget der ligner 50 procent. Det betyder jo enormt meget for vores ve og vel i Kangerlussuaq, siger driftschef i Pilersuisoq Finn Fabricius til knr.gl.

Pilersuisoq har måttet blandt andet afskedige en ansat i toldfributikken og to Pilersuisoq medarbejdere i Kangerlussuaq. Finn Fabricius vil ikke sætte kroner og øre i tabte indtægter.

Det er Palle Christiansen, Demokraterne, som i sin tid som medlem af naalakkersuisut for finanser, der foreslog en ændring af reglerne om indførsel af toldfrie varer, med en forventning om 25 millioner kroner ekstra i landskassen. Selvstyret kan først efter nytåret konstatere om ændringen har haft sin forventede konsekvens.

Powered by Labrador CMS