Sermersooq holder skatten i ro

Grønlands folkerigeste kommune låner sig til underskud på 61 millioner i 2012

Borgmester Asii Chemnitz Narup holder skatten i ro. (Foto: ). Leiff Josefsen
Offentliggjort

Fra nytår vil Kommuneqarfik Sermersooq være ene om at have landets laveste skatteprocent.

I modsætning til Qeqqata Kommunia, som hæver den kommunale skat med et procentpoint for at finansiere en havneudvidelse i Sisimiut, har Kommuneqarfik Sermersooq allerede for år tilbage afsat de 40 millioner kroner, som er kommunens andel af en havneudvidelse i Nuuk.

Kommuneqarfik Sermersooq har i modsætning til kollegaen i Midtgrønland derfor ikke behov for at hæve skatteprocenten, og borgerne i landets folkerigeste kommune skal i 2012 forsat betale 25 procent kommuneskat + 11 procent landsskat + 6 procent fælleskommunal skat = 42 procent.

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq satte sig tre mål ved udarbejdelsen af budgettet for 2012 og de tre overslagsår 2013-15: Driftsbudgettet må ikke stige i forhold til 2011, øgede skatteindtægter på grund af øgede aktiviteter skal bruges til bygge- og anlægsopgaver eller nye initiativer til gavn for borgerne, og kassebeholdningen skal være på mindst syv procent af drifts- og anlægsudgifterne, selv om lovkravet kun er fem procent.

Låner til underskud
Kommuneqarfik Sermersooq er en milliard-forretning.

Indtægter fra skatter og landskassens bloktilskud på 1.417 millioner kroner. Driftsudgifter på 1.254 millioner kroner. Anlægsudgifter på 224 millioner kroner.

Drifts- og Anlægsbudgettet, det såkaldte DA-budget, som balancerer i landskassen, viser i Kommuneqarfik Sermersooq et underskud på 61 millioner kroner i 2012. Kommunen dækker dette hul ved at optage et lån på 60 millioner kroner, og i 2013 og 2014 låner kommunen sig også ud af DA-underskuddene.

De kommunale takster for dagpleje, vuggestue, børnehave og fritidsklub følger den almindelige prisudvikling med en stigning på 2,2 procent. Undtaget er det brugerfinansierede renovationsområde, hvor stigningen indgår som en del af budgetbesparelserne. For eksempel stiger prisen for en ugentlig afhentning af dagrenovation fra 260 til 280 kroner i kvartalet.

Stort boligbyggeri
På bygge- og anlægsområdet er der blevet plads til nye projekter i de kommende fire år.

Et udpluk af de nye initiativer: I hele kommunen 20 millioner kroner til den overordnede byggemodning. I Nuuk 47 millioner kroner til en udvidelse af Ippiarsuk og 49 millioner kroner til boligbyggeri. I Paamiut 26 millioner kroner til udvidelse af alderdomshjemmet og syv millioner kroner til den skimmelsvamps-ramte idrætshal. I Tasiilaq 39 millioner kroner til en daginstitution og 8 ½ millioner kroner til boligbyggeri. I Ittoqqortoormiit 2,4 millioner kroner til boliger.

Bygge- og anlægsbudgettet for 2012 er i Kommuneqarfik Sermersooq på 224 millioner kroner – og i alle fire år 2012-15 på 769 ½ millioner kroner.

Powered by Labrador CMS