Hotelkonger udvider

Carl Juhl og Helge Tang, der i forvejen ejer de fleste af hovedstadens restaurationer, og selv driver landets største hotel, investerer 40 millioner kroner i Nuuk

Hotel Hans Egede udvider. 17. november købte Carl Juhl og Helge Tang lokalerne, hvor Pisiffik holder til. Foto: Leiff Josefsen

Hotel Hans Egede A/S købte den 17. november af Pisiffik A/S størstedel af butikshuset, der er beliggende side om side med hotellet for 40 millioner kroner.

Planen er Hotel Hans Egede udvider med 20 nye værelser, og bygger et state of the art moderne kursus- og konferencecenter på hele 1.600 m2 med et stort plenumlokale med plads til 350 mødedeltagere. Det er en forøgelse fra de 400 m2, som hotellets kursus- og konferencelokaler rummer i dag.

Kursus- og konferencecenteret bygges med alle tænkelige faciliteter, og det mest moderne møde- og konferenceudstyr. Ambitionerne er så høje, at man har valgt
at gå efter en ekstra stjerne i HORESTA klassifikationen, så hovedstaden får sit første 5-stjernede kursus- og konferencecenter.

- Vi bygger et vækstfyrtårn i Nuuk, der ikke kun skal imødekomme og servicere de eksisterende kursus- og konferencegæster, men også tiltrække flere gæster
udefra, siger hotellets adm. direktør Helge Tang.

- Vi ønske at skabe et kursus- og konferencecenter, der er med til at sætte Nuuk på landkortet som det kommercielle mødested i Vestnorden.

Ejendommen overtages den 30. december i år. Lokalerne lejes ud til Pisiffik indtil den 1. august 2012, hvorefter ombygningen påbegyndes. De nye 5-stjernede kursus- og konferencelokaler er klar til foråret 2013.

Powered by Labrador CMS