DF: Nej til kinesere

Hvis det står til Dansk Folkeparti skal de 2000 kinesere, som Alcoa vil importere til Grønland, ikke have opholdstilladelse

Dansk Folkeparti blander sig nu i debatten om Alcoa, der vil importere billig arbejdskraft fra Kina. Foto: Alcoa

Dansk Folkeparti blander sig nu i debatten om Alcoa, som vil investere op mod 22 milliarder kroner i Grønland, hvis de får lov til at medbringe 2000 kinesiske arbejdere, der for en løn under mindstelønnen, skal arbejde uden ferie og uden almindelige sociale rettigheder. Det skriver ekstrabladet.dk.

- Da jeg læste om det første gang, troede jeg, at der var tale om en vittighed. Det er fuldstændig vildt at importere 2000 kinesere eller noget der bare ligger i nærheden af det, ligesom projektet formentlig kan risikere at ødelægge den fantastiske grønlandske natur, siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til nationen!, og opfordrer regeringen til at sige nej.

Han beder nu den danske justitsminister, som skal udstede de 2000 opholds- og arbejdstilladelser til kineserne om at redegøre for de regler, der gælder for den slags og vil også have svar på, om regeringen agter at udstede de i artiklen nævnte opholdstilladelser.

Ved gårsdagens afstemning på sermitsiaq.AG mener 66 procent af de 422 afgivne stemmer, at Danmark og Grønland skal samarbejde og skabe bedst mulige forhold for importeret arbejdskraft, mens 26 procent mener, at Danmark skal blande sig udenom og lade Grønland klare udfordringen.

8 procent mener, at Alcoa skal have lov til at anvende importeret arbejdskraft uden indblanding fra myndighederne.

Powered by Labrador CMS