Grænseoverskridende show

TiuTiu, Katuaq og Tumit Production arrangerer Grønlands første stand-up show på grønlandsk

TiuTiu redaktør Jens-Jakob Lennert-Sandgreen er nu med til at lave stand-up show, hvor der bliver gjort grin med kendte personer.
Offentliggjort

I Grønland har det i mange år været populært at vise komedier i form af udklædning og skuespil, men denne gang har TiuTiu, Katuaq og Tumit Production valgt at satse på et stand-up show, hvor komikeren træder frem på en scene som sig selv med en mikrofon i hånden og fyrer nogle vittigheder af. Det fortæller Jens-Jakob Lennert-Sandgreen, der på vegne af TiuTiu er medarrangør, i en pressemeddelelse.

Det er lykkedes arrangørerne, at få Hans Jukku Noahsen, Miké Fencker Thomsen og John G. Sandgreen til at optræde i det første stand-up show med Jens-Jakob Lennert-Sandgreen som konferencier, der også vil klargøre nogle vittigheder selv.

- Det er en stor udfordring for komikerne at kunne levere et godt grin til publikum, da sådan et show endnu er uprøvet i Grønland. Vi har ingen historik at kunne relatere os til i Grønland, men vi har valgt at satse stort og levere et fantastisk show ud af arrangementet, lover Jens-Jakob Lennert-Sandgreen.

Stand-up vittigheder opleves ofte fortalt i form af aktuelle historier fra nyhederne/samfundet eller af personlige erfaringer, som publikum kan relatere sig til eller noget helt tredje. Det er også populært at efterligne kendte ansigters stemmer og sætte dem i en usædvanlig og uventet situation, som gør det latterligt sjovt.

Grænseoverskridende show

- Det er grænseoverskridende for os at levere et show, hvor man ikke er bange for at gøre grin med rigtige mennesker. Grønland er en meget følelsespræget nation og en vittighed om en anden person kan ofte tages for personligt, erkender Jens-Jakob Lennert-Sandgreen, der tilføjer:

- Hvis jeg f.eks. udfører en joke om, at jeg engang så Aleqa Hammond gå ind i en tøjbutik for kvinder, vil hun i dag sandsynligvis reagere aggressivt og fornærmet. Hvis jeg laver en joke om at Palle Christiansen har Grønlandsbanken som bank, vil han måske slette mig som ven på arto.dk, mens Atassut og Siumut medlemmerne vil gå amok med at ansøge mig som ven. Begge disse jokes er naturligvis ikke rigtige i det virkelige liv, men er sjove at høre. Disse mennesker ved, at de er offentligt kendte og vil være det i lang tid, så hvorfor ikke være i stand til at gøre samfundet og kendte ansigter sjovere, som man er i stand til i resten af den moderne verden? - spørger Jens-Jakob Lennert-Sandgreen i sin pressemeddelelse.

- Som arrangører ligger det i vores interesse at lade folk erfare, at en vittighed ikke er et personligt angreb. Fakta om folk er kedelige, men når man blander virkelighed med fiktion, kan historien pludseligt blive meget mere interessant og meget morsom, fortæller Jens-Jakob Lennert-Sandgreen og oplyser, at Tumit Productions filmer hele showet med 5 kameraer.

- Filmselskabet vil lave en film version af stand-up showet, som forventes at være aktuel i begyndelsen af 2012. Så kan andre byer også få fornøjelse af et grønlandsk stand-up show. Vi håber på at folk vil komme og more sig, for en succes vil helt klart give os mere energi til at arrangere flere grønlandske stand-up shows fremover, siger han.

Showet vises to gange i Katuaq torsdag d. 27. oktober og torsdag d. 3. november.

Powered by Labrador CMS