Brian Buus fratræder stillingen

Administrerende direktør for Tele Greenland Brian Buus Pedersen forlader jobbet

Brian Buus Pedersen fratræder stillingen, som han har beklædt i 7 år og fire måneder.

Det er meget sparsomme oplysninger, som bestyrelsesformand Agner N. Mark sender ud vedrørende Brian Buus Pedersens fratræden. Vi ved altså ikke, om han er fyret eller selv har forladt jobbet.

For en måneds tid siden blev det oplyst, at Brian Buus Pedersen havde fået sygeorlov i tre måneder på grund af stress, og at økonomidirektør Steen Montgomery-Andersen fungerede som administrerende direktør.

De eneste oplysninger om Brian Buus' fratræden, der foreløbigt er sendt ud til på virksomhedens hjemmeside er, at Brian Buus Pedersen er fratrådt stillingen som adm. direktør i Tele Greenland A/S. Der oplyses ikke nogen dato for fratrædelsen.

Men det præciseres, at det er aftalt, at der ikke gives yderligere oplysninger om fratrædelsen.

Meddelelsen er underskrevet af Agner N. Mark, bestyrelsesformand.

Men Brian Buus Pedersen forlader ikke sit job som en fattig mand.

I Tele Greenlands årsrapport 2010 fremgår det, at Brian Buus Pedersens løn i 2010 var 2,78 millioner kroner, og at hvis Brian Buus Pedersen er blevet sagt op, skal han have løn i to år. Dertil kommer en godtgørelse på et eller halvandet års løn alt efter omsændighederne. Dermed kan et såkaldt gyldne håndtryk blive op imod 9,7 millioner kroner.

En forudsætning for dette er dog, at direktøren "ikke væsentligt har misligeholddt ansættelsesforholdet", fremgår det af Tele Greenlands årsrapport.

Men vi ved altså endnu ikke, hvad der er sket og om fratrædelsen udløser dette håndtryk eller en del deraf.

Brian Buus Pedersen blev ansat som administrerende direktør 1. juli 2004, hvor han afløste Anton M. Christoffersen som led i et længe planlagt generationsskifte i virksomheden.

Brian Buus Pedersen flyttede til Grønland i 1989, hvor han påbegyndte sin erhvervskarriere som fuldmægtig i Økonomidirektoratets planlægningsafdeling for senere at varetage jobbet som kontorchef i Politisk-Økonomisk kontor i Landsstyrets Sekretariat.

Brian Buus Pedersen blev i 1995 ansat i TELE Greenland og var i perioden fra 1998 – 2002 i Canada, hvor han erhvervede sin MBA-uddannelse.

Brian Buus Pedersen er 51 år og uddannet som Cand. Scient. Pol. fra Århus Universitet i 1988 samt Master of Business Administration fra University of Ottawa, Canada i 2001.

Powered by Labrador CMS