Prinsesse bliver protektor for nødhjælp
Prinsesse Maries arbejde for Folkekirkens Nødhjælp er en kæmpe gave, mener generalsekretær Henrik Stubkjær
Prinsesse Marie er blevet protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Leiff Josefsen
Prinsesse Marie er blevet protektor for Folkekirkens Nødhjælp.
- Som protektor vil prins Joachims hustru kunne inspirere andre mennesker til at bidrage med støtte til vores arbejde, siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær.
Han kalder det en kæmpe gave til Folkekirkens Nødhjælp, at den 35-årige prinsesse vil hjælpe med at udbrede kendskabet til, hvad Folkekirkens Nødhjælp laver.
Prinsesse Marie siger, at hun har stor respekt for nødhjælpsorganisationens arbejde med at hjælpe nogle af verdens fattigste mennesker.
- Det er mit håb, at jeg kan være med til at fortælle, at det nytter at hjælpe både i det daglige, og når katastroferne indtræffer, siger prinsessen.
Den fransk fødte prinsesse - som venter sit andet barn med prins Joachim - har studeret Schweiz og USA og har en universitetsgrad som bachelor of arts (B.A.) fra Marymount College i New York.
Inden Marie Agathe Odile Cavallier - som hun er døbt - mødte prinsen, arbejdede hun som direktionssekretær i sin stedfars virksomhed i Geneve.
Foruden fransk og dansk taler prinsesse Marie engelsk, italiensk og spansk.
I forvejen er prinsessen protektor for Unesco, FN's uddannelsesorganisations arbejde i Danmark og for det årlige folkemusiktræf, Tønder Festival, nær boligen på godset Schackenborg i Møgeltønder.
Her blev prinsesse Marie gift med prins Joachim den 24. maj 2008. Parret har sønnen, prins Henrik.