Michael Rosing: Vigtigt at vi sidder med ved bordet

- Vi skal have værnepligt i Grønland, mener Michael Rosing, der er folketingskandidat for Demokraterne

Michael Rosing:- Som folketingsmedlem vil jeg besøge dyreværns- og miljøorganisationer og tale Grønlands sag.
Offentliggjort

- Hvorfor jeg stiller op ?

-Ja det er der jo en masse svar på. Helt simpelt fordi jeg synes, det er spændende, og fordi jeg tror, jeg kan gøre en forskel for Grønland. Det siger Michael Rosing om sin opstilling som folketingskandidat for Demokraterne til valget den 15. september.

- Der er jo mange, der mener, at vi ikke behøver repræsentation i Folketinget længere. Det, mener jeg, er helt forkert. Vi er stadig i et rigsfællesskab med Danmark, og uanset om vi ønsker at forlade det eller ej, så kommer det ikke til at ske fra den ene dag til den anden.

- Og så længe vi er en del af riget er det vigtigt, at vi sidder med ved bordet. Jeg mener modsat mange andre, at vi skal intensivere vores deltagelse i rigsfællesskabet og bidrage, hvor vi kan. For eksempel mener jeg, at værnepligt er et oplagt skridt at tage i Grønland.

- Vi kan ikke bare passivt se til medens Danmark løser vores militære opgaver. Og det er lidt pinligt at den danske flåde skal lave fiskeri inspektion uden at kunne besætte bare halvdelen af skibene med Grønlandsk besætning.

Vagthund over for den danske regering

- Den politik, jeg ønsker at føre, er lidt ironisk Grønlandsk politik mere end parti politik. Det er ironisk, fordi vi i Demokraterne generelt er skeptiske overfor kredsmandater og mener, at et Folketing eller Landsting skal arbejde ud fra hele nationens interesse og ikke efter lokal-patriotiske interesser.

- Men her er sagen anderledes, fordi vi ikke er en fuld integreret del af riget længere. Så de Grønlandske folketingspolitikere har i høj grad en slags diplomatisk funktion. Og i lige så høj grad har en vagthund funktion overfor
den danske regering.

- Det er virkeligt ikke løgn, når jeg siger, at jeg kan arbejde med begge blokke. Det giver mig også friheden til at kritisere begge blokke.

Udenrigspolitik og dyreværn

- En meget vigtig ting bliver Danmarks udenrigspolitik. Den bliver ført fra København, og vi er med i den. Det er bydende nødvendigt, at de Grønlandske folketingspolitikere følger med og forsøger at få stor indflydelse på de
beslutninger, der kommer til at gælde for hele riget.

- Men politikken inde på Christiansborg er ikke det eneste, jeg vil beskæftige mig med. Jeg har i flere år tænkt, at Grønland har brug for en ambassadør i forholdet til dyreværns- og miljøorganisationer. Et folketingsmandat ville
kunne give mig den status, der er nødvendig for at kunne tage ud til dem og tale Grønlands sag. Personligt mener jeg ikke, at salget af sælskind er særligt vigtigt. Den tid er forbi. Men den dag, vi ikke længere kan jage sæler og hvaler, forsvinder en stor del af vores kulturelle særpræg, og det ville være synd.

- Vælgerne skal stemme på mig, fordi de tror på, at jeg kan repræsentere dem på en værdig måde, siger Michael Rosing.

Michael Rosings baggrund

Michael Rosing er født i 1968 i Aasiaat af en dansk mor og en grønlandsk far.

- Min barndom blev tilbragt i Ilulissat indtil 5. klasse hvor vi flyttede til Århus. Der boede jeg indtil jeg blev student fra Viby Amtsgymnasium i 1988.

- Så flyttede jeg til Sisimiut, hvor min far boede på det tidspunkt. Der var jeg i 2 år indtil jeg startede på universitetet i Fairbanks hvor jeg startede i januar 1991 (efter 4 måneders sprogskole i Oregon). Jeg var med på andet hold elever fra Grønland som studerede derovre. Medens jeg boede der arbejdede jeg med lidt af hvert, vikar på en af skolerne, og
bundgarnsfisker var de to ting der fyldte mest. Jeg blev ved med at fiske de første somre efter at jeg startede på universitetet

- Min ene Bachelor grad er i Biologi og Statistik, min anden er i anvendt matematik. Den sidste blev færdig i maj 1995. .

- Så fandt jeg et lille program nede på University of Washington i Seattle. Der læste jeg "Quantitative Ecology and Ressource Management" som er en blanding af netop biologi statistik og anvendt matematik. Jeg holdt et års
pause, hvor jeg boede i Nuuk. Det år hvor Naturinstituttet blev indviet, jeg var med til at flytte derud. Jeg var begyndt at arbejde for Naturinstituttet en gang i 93-94 eller noget i den stil, så jeg har mange somre bag mig ombord på Paamiut.

- Da jeg blev færdig med det hele i 1999 tog jeg til Nuuk. Jeg tog et job på Naturinstituttet.

Michael Rosing har forladt Naturinstituttet og lever i dag af, at sejle passagerer med sin "Spar 5" en Nord Star Patrol 26. som er godkendt til passager transport om sommeren.

Desuden har han undervist på GU i matematik, på universitetet i statistik, og lavet konsulent arbejde med databaser.

Michael Rosings politiske karriere startede med kontroversielle læserbreve.

- Jeg kan se at mange af mine tanker som førhen var uspiselige er ved at fæstne sig. Det er ikke længere helt så meget helligbrøde at stille spørgsmål om fangerne virkeligt er dem, der kører vores kultur videre, eller om man hellere skulle bevare fangst kulturen i befolkningen generelt. Jeg mener, at sammenligningen af den måde, vi reserverer fangstdyr til
fangerne, svarer til at forbyde folk at bage julekager for at sikre beskæftigelse til bagerne er min ide oprindeligt, siger Michael Rosing.


Powered by Labrador CMS