Arktisk Kommando placeres i Nuuk

Grønlands Kommando og Færøernes Kommando bliver til Arktisk kommando med hovedsæde i Nuuk og med en filial i Thorshavn, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse

Fremtiden for Grønnedal/Kangilinnguit er endnu ikke afgjort. Det, der placeres i Nuuk, er en kommando ikke en egentlig militærbase og barakker ol. Foto: Leif Petersson
Offentliggjort

Den længe ventede beslutning om placering af Arktisk Kommando er nu truffet. Hovedsædet placeres i Nuuk med filial i Thorshavn. Grønnedals fremtid er endnu usikker.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og lagmand på Færøerne Kaj Leo Holm Johannesen besluttede sammen i mandags at det nye ”Værnsfælles Arktisk Kommando” , som er sammenlægning af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando får et hovedsæde i Nuuk. Partierne bag forsvarsforliget gav deres grønne kort allerede torsdag i sidste uge.

Men den endelige beslutning blev altså truffet samme dag som offentliggørelsen af Kongerigets Arktiske Strategi uden at nogen opdagede det.

-På mit møde i mandags med Kuupik Kleist og Kaj Leo Holm Johannesen var vi enige om at placere Arktisk Kommando i Nuuk med et forbindelseselement i Thorshavn. Derfor glæder det mig også, at forligspartierne i dag entydigt gav deres opbakning til dette, så vi nu kan komme i gang, udtaler forsvarsminister Gitte Lillelund Bech pressemeddelelsen.

Den fælles forståelse med Grønland og Færøerne om placeringen af Arktisk Kommando bygger på flere faktorer, herunder nærheden til forsvarets primære samarbejdsparter: det grønlandske landsstyre og politimesteren i Grønland og de færøske myndigheder.

-Jeg er glad for min positive dialog med Kuupik Kleist og Kaj Leo Holm Johannesen om tilpasningen af forsvarets kommandostruktur i Grønland og på Færøerne. Forsvaret løser en lang række vigtige opgaver i Nordatlanten og Arktis, og med denne effektivisering af kommandostrukturen frigør vi ressourcer, som kan anvendes til forsvarets opgaveløsning, påpeger Gitte Lillelund Bech.

Tilpasningen omfatter udelukkende forsvarets kommandostruktur og ikke forsvarets opgaveløsning i regionen. Som del af forsvarsforlig 2010-2014 gennemføres der i forligsperioden en omfattende analyse af forsvarets fremadrettede opgaveløsning i Arktis.

Arktisk Kommando bliver forsvarets operative hovedkvarter i det arktiske område. Hovedkvarteret placeres i Nuuk med et mindre forbindelseselement i Thorshavn. Der vil ikke være tale om at opbygge en kaserne eller lignende, der skal huse forsvaret, da Arktiske Kommandos primære opgave bliver at styre og koordinere indsættelse af forsvarets enheder i Nordatlanten og Arktis, lyder udmeldingen fra pressemeddelelsen.

Arktisk Kommando vil være kontaktpunkt i samarbejdet mellem forsvaret og de lokale myndigheder, herunder Grønlands selvstyre, rigsombudsmanden, politimesteren i Grønland med flere. Forbindelseselementet på Færøerne vil være ansvarlig for dialogen og samarbejdet med de lokale myndigheder på Færøerne.

De nærmere detaljer vedrørende etableringen af Værnsfælles Arktisk Kommando og forbindelseselementet vil blive fastlagt i dialog mellem Forsvarsministeriet, Grønlands Landsstyre og Færøerne Landsstyre. Dialogen vil bl.a. omhandle, hvad der skal ske med forsvarets nuværende etablissementer i Grønnedal og Mjørkedal på Færøerne.

Tidshorisonten for etableringen af Arktisk Kommando afhænger af en række forhold, bl.a. tilvejebringelse af faciliteter i Nuuk og Thorshavn.

Det interessante i denne forbindelse er, at den nye kommando kaldes Værnsfælles Arktisk Kommando - hvilket tyder på, at den nye kommando ikke kun omfatter søværnet og flyvevåbnet som den hidtidige Grønlands Kommando men også hæren.

Powered by Labrador CMS