Stor opbakning til Arktisk Strategi

Kongerigets Arktisk Strategi bliver mandag præsenteret af udenrigsminister Lene Espersen, formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og formand for landstyret Kaj Leo Johannesen

Foto: Sermitsiaq Arkiv

Sejllads og sikkerhed, overvågning af Arktis samt tæt samarbejde med internationale samarbejdspartnere er blot én af de mange overskrifter i Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020, som på mandag i den Nordatlantiske Brygge på Christianshavn, København bliver præsenteret af Udenrigsminister Lene Espersen og Formand Kuupik Kleist samt Færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen.

Udenrigsminister Lene Espersen orienterede i dag torsdag Udenrigspolitisk Nævn om den nye strategi.

–Jeg fornemmer, at der er meget stor opbakning til strategien. Det er vigtigt, at Danmark, Grønland og Færøerne sammen markerer, det er et område, hvor vi vil bruge flere kræfter fremadrettet, siger Lene Espersen kort efter det lukkede møde på Christiansborg til Sermitsiaq.AG.

Socialdemokraterne enige med regeringen
Socialdemokraternes ordfører vedrørende Grønland, Mogens Hansen, har ikke noget at tilføje til strategien.

– Jeg har set udkastet og kan konstatere at strategien ser ganske fornuftig ud. Derfor har vi ikke brugt ressourcer på at lave en særskilt strategi fra vores side, siger Mogens Hansen til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS