Klarhed over støtte til fiskerne
Kattusseqatigiit Partiiat vil have overblik over fiskernes muligheder for erhvervsstøtte
Et overblik over erhvervsstøtten til fiskeriet ønskes. Foto: Leiff Josefsen
- Det kan for den enkelte fisker være svært at skulle orientere sig i de forskellige støttemuligheder, som allerede findes i dag. Og det kan det være lige så svært at gennemskue, hvilke betingelser der skal være opfyldte for at modtage støtte.
Sådan begrunder Knud Fleischer, Kattusseqatigiit Partiiat, sine spørgsmål til Naalakkersuisut, som han kræver svar på inden for 10 dage.
Under debatten af førstebehandlingen af fiskeriloven 13. april 2011, fremgik det, at man fra 2012 og de kommende fem år ville afsætte midler til omstruktureringen af fiskeriet.
- Det er på den baggrund vigtigt at disse midler og de eksisterende støtte- og finansieringsmuligheder sammentænkes, så man dels undgår overlap, dels undgår at enkelte fiskere kan komme i klemme, hvis nogle støtteordninger forsvinder og andre opstår, skriver Knud Fleischer.
Hans spørgsmål lyder: Hvilke finansieringsmuligheder og/eller muligheder for økonomisk støtte findes i dag for den enkelte fisker, som ønsker at opstarte, udøve eller udvikle sit fiskeri? Hvilke muligheder findes i dag for at den enkelte fisker kan modtage støtte til at afvikle sine fiskeriaktiviteter eller fartøj? Hvor meget kan den enkelte maksimalt modtage i støtte? Hvilke materielle og formelle betingelser stilles til ansøgeren for at kunne komme i betragtning til støtteordningerne? Hvor mange driver rejerfiskeri i det kystnære i dag? Hvor mange stortrawlere har erhvervet fiskerilicens i det kystnære? (f. eks. Lumor) Har Naalakkersuisut planer om at fjerne fiskerilicens på disse stortrawlere der fisker i de kystnære områder? Hvilke planer har Naalakkersuisoq for fiskeri mht. oplysningskampagne til borgene inden anden behandling af fiskeriloven?