Qaqqat Alanngui i Sisimiut

Filmen, som er en stor succes i Nuuk, er nu også blevet vist for første gang i Sisimiuts kulturhus Taseralik, fredag den 10. juni

Jeff Joensen, Ulla Larsen Lennert, Lena, Aka Hansen, Malik Kleist og Ujarneq Fleischer ved premieren i Sisimiut. Foto: Taseralik

Qaqqat Alanngui (Skygger i fjeldet ) vises nu i Sisimiut og havde premiere i byen fredag, fortæller Arnajaraq Støvlbæk fra Taseralik..


- Da mange af skuespillerne kommer fra Sisimiut, blev Sisimiut-premieren en succes, med rød løber, velkomst drinks og snacks.

Tre af skuespillerne, som alle kommer fra byen, deltog i festlighederne sammen med de to ejere af Tumit Production, som har produceret filmen – Aka Hansen og Malik Kleist.

Lidt over 150 deltog i Sisimiut-premieren, hvoraf de 100 var inviterede gæster – familie, venner, samarbejdspartnere og sponsorer. I Sisimiut har følgende virksomheder sponsoreret premieren: Brugsen, Pisiffik, Centrum kiosken, Hotel Sisimiut, samt Sisimiut Tusaataat. Qeqqata Kommunia var så venlig at låne deres røde løber ud til Taseralik.

- Det var vel at mærke et forventningsfuldt publikum, der mødte op. I starten af filmen kunne man høre folk, der genkendte deres venner og en masse latter. Latteren afløstes dog hurtigt af skrig og filmen levede i den grad op til de store forventninger! Efter filmen var der stående klapsalver og kasten med mønter fra stolte forældre (en tradition for at vise glæde). Mødrenes røde øjne vidnede om tårer – som selv den uhyggeligste film ikke kunne stoppe, fortæller Arnajaraq Støvlbæk.

Filmen vises i biografen 11.-12. juni, samt 14.-16. juni og tidspunkterne kan man finde på Taseraliks hjemmeside: www.taseralik.gl.

Filmen blev produceret i samarbejde med Grønlands Selvstyres Filmpulje, Kommuneqarfik, Sermersooq, NAPA Nordens Institut i Grønland, Helene og Svend Junges Fond, NunaFonden og Kulturfonden Danmark-Grønland

Powered by Labrador CMS