Aktivister udvises
Efter en aktion mod en olieboreplatform ved Grønland risikerer 18 udenlandske aktivister nu bøde og udvisning
18 udenlandske aktivister fra Greenpeace vil blive fremstillet for kredsretten i Nuuk med krav om udvisning efter deres ulovlige ophold på en olieboreplatform i Arktis.
- De vil blive fremstillet for kredsretten i morgen og er indtil da frihedsberøvet, siger vicepolitimester Morten Nielsen fra Nuuk søndag eftermiddag til Ritzau.
Aktivisterne kommer fra blandt andet Holland, England, Italien, Ungarn, Spanien og Finland, men der er ingen danskere iblandt.
- Vi er i fuld gang med at forelægge sagerne for Udlændingeservice, siger vicepolitimesteren.
De 18 sigtes i første omgang for husfredskrænkelse - altså for at trænge ind på en andens ejendom. Desuden sigtes aktivisterne for at overtræde en lokal regel om sikkerhedszoner ved offshore-anlæg. I første omgang venter der aktivisterne en bøde og altså muligvis en udvisning.
- Det er en større logistisk opgave at udvise 18 mand fra Grønland, siger vicepolitimester Morten Nielsen.
Greenpeace ønsker med aktionen på platformen "Leiv Eiriksson" at få olieselskabet Cairn Energy til at offentliggøre en beredskabsplan, hvis der opstår et olieudslip. Miljøorganisationen mener, at boringerne fra "Leiv Eiriksson" er stærkt risikable.
Fredag indledte selskabet to prøveboringer i havet ud for Grønlands vestkyst. Dagen forinden blev to aktivister anholdt for at opholde sig på platformen.