Sidste fire er i nettet

Grønlands politi har netop anholdt de sidste fire af de Greenpeaceaktivister, der her til morgen trængte ind på boreplatformen Leiv Eiriksson ud for Atammik, Grønland

Politiet har gjort rent bord. Alle aktivister fra lørdagens aktion er nu anholdt. Kilde: Greenpeace.org

Med de sidste fire anholdelser af aktivister fra Greenpeace på boreplatformen Leiv Eriksson har Grønlands Politi gjort rent bord og i alt anholdt 18 aktivister, der kommer fra Storbritannien, Holland, Finland og Italien.

Aktivisterne er foreløbigt sigtet for overtrædelse af Selvstyrets bekendtgørelse om sikkerhedszoner og kriminallovens bestemmelse om husfredskrænkelse.

De anholdte er i færd med at blive transporteret til Nuuk, hvor de vil blive afhørt. Politiet efterforsker
endvidere hændelsesforløbet på riggen.

Det vil herefter blive besluttet, om der er grundlag for at rejse yderligere sigtelser imod de anholdte.

Politiets anholdelse af de 18 forløb fredeligt, idet kun en af aktivisterne satte sig til modværge. Politiet var
dog uden større problemer i stand til at gennemføre anholdelsen af den pågældende. Endvidere måtte politiet
tiltvinge sig adgang til førerhusene på to kraner, hvor fire af aktivisterne havde låst sig inde.

Det oplyser vicepolitimester Morten Nielsen.

Powered by Labrador CMS