Foreløbig rapport om fly-ulykke

Havarikommissionen har offentliggjort en foreløbig rapport om det islandske fly, der forulykkede i marts i Nuuk

Et Air Iceland-fly forlykkede i marts i Nuuk under landing. Foto: Leiff Josefsen

Intet tyder foreløbig på, at en Dash-8 ulykke på Grønland skyldes konstruktionsfejl. Det siger en netop offentliggjort, midlertidig rapport fra Havarikommissionen. Til gengæld var vejret skidt, og flyet ramte landingsbanen skævt og hårdt

Havarikommissionen har netop udsendt en foreløbig rapport om uheldet på Grønland 4. marts, hvor et fly af typen Dash-8 blev ødelagt under landing, da det højre understel kollapsede.

Men selv om sådan et uheld umiddelbart ligner ulykkerne for fire år siden med SAS's berygtede Dash-8 Q400 fly, som også oplevede understel, der kollapsede, så er der her tale om en anden slags fly, nemlig det noget mindre Dash-8 model 106, og også om andre omstændigheder.

Indtil videre er der ingen konklusioner i havarikommissionens rapport om årsagerne til uheldet. Men det, der kan fastslås på nuværende tidspunkt, er, at flyet landede i dagslys om eftermiddagen 4. marts på bane 23 i Nuuk Lufthavn. Vinden var 180 grader, 17 knob med vindstød på op til 42 knob, dvs. 78 km/t.

Det skriver ingeniøren.

Flyet ramte landingsbanen en smule for kort og med en krængning til højre på over 11 grader. Det højre hovedhjul ramte altså banen først, og med så stor kraft, at flyets g-måler slog ud til 3,9 g. Det fremgår af data fra den ene sorte boks, Flight Data Recorderen, som også fortæller, at synkehastigheden var 13 fod/sekund lige før landingen.

Den endelige havarirapport kommer senere.

Powered by Labrador CMS