Islandsk vulkan er tæmmet
Grimsvötn-vulkanen i Island er holdt op med at spy aske. Flytrafikken i Nordeuropa er på vej mod normale tilstande
Flere flyselskaber, herunder Air Greenland, har været ramt af Grimsvötns udbrud. Foto: Leiff Josefsen
Udbruddet i den islandske vulkan Grimsvötn døde onsdag hen, og vulkanen spyr ikke længere aske, meddelte de islandske myndigheder.
Samtidig er flytrafikken ved at vende tilbage til det normale, efter at omkring 1000 flyvninger har været aflyst i Nordeuropa.
- Det værste er ovre. Nu kan vi begynde at rydde op i de områder, der er dækket af aske, sagde Islands statsminister, Johanna Sigurdardottir, da hun besøgte det askedækkede område nær vulkanen, der ligger i hjertet af Islands største isbræ Vatnajäkull.
Sigurdardottir tilføjede, at det også ser ud til, at de problemer, der er opstået i Islands nabolande på grund af askeskyen, snart er løst.
Men mens lufttrafikken snart er tilbage på normalt niveau, står de cirka 1000 mennesker, der bor i nærheden af vulkanen, over for nogle store udfordringer.
- Island er blevet ramt af en naturkatastrofe, og regeringen forbereder en række initiativer for at hjælpe indbyggerne og rydde op i de områder, der er berørt af vulkansk aske, så folk kan begynde at dyrke jorden igen, sagde Sigurdardottir.
Slår egen rekord fra 1873
Da Grimsvötn gik i udbrud lørdag, sendte den en sky af aske og røg 20 kilometer op i luften og skabte frygt for en gentagelse af de massive forstyrrelser af lufttrafikken, der blev et resultat af et andet islandsk vulkanudbrud i fjor.
Den gang blev over 100.000 flyafgange aflyst. Otte millioner flypassagerer blev berørt. Der var tale om den hidtil største globale nedlukning af luftrummet siden Den Anden Verdenskrig.
Onsdag var det primært det tyske luftrum, der var ramt af askeskyen. Det betød, at 700 flyvninger ud og ind af Tyskland blev aflyst.
Udbruddet i Grimsvötn, der er Islands mest aktive vulkan, er det voldsomste siden 1873.