Kuupik og Ove Karl går fri
En uvildig juridisk undersøgelse af GreenGems ApS frifinder de to medlemmer af naalakkersuisut
Revisionsudvalget har besluttet, at der ikke er noget at komme efter i sagen om GreenGems. En sag, hvor Kuupik Kleist og Ove Karl Berthelsen tidligere har været udsat for heftig kritik som følge af deres involvering i mineselskabet.
- Et enigt Revisionsudvalg har besluttet at tage advokatundersøgelsen til efterretning, og udvalget ser på den baggrund ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen, som anses afsluttet, skriver formand for Revisionsudvalget Naaja Nathanielsen, IA, således i en pressemeddelelse.
Konklusionen sker efter, at Revisionsudvalget i november 2010 besluttede at igangsætte en uvildig juridisk undersøgelse af formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsens involvering GreenGems ApS, herunder af selvstyrets håndtering af GreenGems ApS' licensansøgninger og Greenland Venture A/S' engagement i GreenGems ApS.
Begrundelserne
Revisionsudvalget skriver, at advokatundersøgelsen konkluderer:
- At selvstyrets sagsbehandling af ansøgning om efterforskningstilladelse fra GreenGems ApS er foretaget i overensstemmelse med gældende regler og sagsbehandlingsprincipper på området.
- At selvstyret har håndteret habilitetskonflikter i overensstemmelse med gældende regler og sagsbehandlingsprincipper,
- At formanden for naalakkersuisut og dennes samleverskes engagement i GreenGems ApS under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses som værende uforeneligt med formandens varetagelse af hvervet som medlem af naalakkersuisut.
- Medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffers hustrus engagement i Greengems ApS under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses som værende uforeneligt med medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffers varetagelse af hvervet som medlem af naalakkersuisut.
- Og at Greenland Venture A/S’ engagement i GreenGems ApS er sket på sædvanlige forretningsmæssige vilkår.