Nix pille: Prins Henrik skal blive hængende

Søværnets skibe har alle billeder af dronning Margrethe og prins Henrik hængende - eksempelvis i messen. Men hvad nu efter prins Henriks bisættelse? Skal billedet af Henrik fjernes?

Billedet af Prins Henrik skal fortsat hænge ved siden af dronning Margrethe på inspektionsfartøjet "Lauge Koch" og mange andre steder hos de statslige myndigheder.

Arktisk Kommando har netop fået løst et dilemma om regentparret.

Om bord på det nye inspektionsfartøj ”Lauge Koch” er en væg prydet med to billeder af dronning Margrethe og prins Henrik.

Skibschef i tvivl

Da Sermitsiaq.AG fik en rundvisning på det topmoderne inspektionsfartøj for 10 dage siden, var skibschefen Claus L. Gudbjerg stærkt i tvivl, om portrættet af prins Henrik fortsat skulle hænge i messen.

- Vi har sendt en forespørgsel til København og afventer en melding om, hvad vi skal gøre eller ikke gøre, oplyste skibschefen den 5. marts til Sermitsiaq.AG.

Afgørelsen

Få dage senere - den 8. marts - blev der så truffet en afgørelse, der er rundsendt til de statslige myndigheder, der har billeder ophængt af regentparret.

- Portrætterne skal forblive ophængt, og man skal ikke foretage sig yderligere, hedder det i en briefing fra dronningens adjudantstab.

I det tilfælde at et nyt skib eller kontor tages i brug, hvor kongebillederne hører hjemme, hedder det videre:

Nyt behov

- Opstår der et nyt behov for ophængning af billeder, vil det være naturligt kun at hænge dronning Margrethes portræt op, lyder dekretet.

Besætningen på ”Lauge Koch” og mange andre statslige myndigheder slipper med andre ord for at skulle fjerne billeder af afdøde prins Henrik, som er afbilledet på flere hundrede kontorer rundt om i kongeriget. Beslutningen resulterer også i, at man diverse steder sparer penge på maling, da billederne af prins Henrik med stor sandsynlig har lavet et stort hvidt aftryk, hvis det blev pillet ned fra væggen.

Powered by Labrador CMS