Gulerod

Nivi Olsen vil belønne de bedste studenter - uanset karakterer

Naalakkersuisut indfører nu to priser til studenter - henholdsvis for 'Bedste fremmøde' og 'Bedste fastholdelse'. I år springer de første GUX-studenter ud

Nivi Olsen
Naalakkersuisoq for uddannelse Nivi Olsen

Det grønlandske uddannelsesniveau er som bekendt langt fra tilfredsstillende.

Men i anerkendelse af, hvor meget det betyder for landet, at flere unge uddanner sig, og at unge er vedholdende og gennemfører uddannelserne, ønsker naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke, Demokraternes Nivi Olsen, at fejre gymnasieskolernes indsats inden for to kategorier: 'Bedste fremmøde' og 'Bedste fastholdelse'.

Olsen vil derfor uddele to priser hvert år, som tilfalder de gymnasieskoler, der placerer sig bedst inden for hver af de to kategorier. Priserne vil blive uddelt i forbindelse med gymnasieskolernes dimission.

Begge priser tilGUX Nuuk-elever
- Prisen for 'Bedste fremmøde' tildeles GUX Nuuk i tæt kapløb med KTI's gymnasieskole, som er den gymnasieskole, der i 2015 vurderes på bedste vis at have formået at skabe rammer for eleverne, der motiverer og tilskynder disse til at møde til den daglige undervisning, forklarer Nivi Olsen i en pressemeddelelse.

- Prisen for 'Bedste fastholdelse' går i år ligeledes til GUX Nuuk. Her i en tæt slutspurt med Campus Kujalleqs gymnasieskole.

Prisen tildeles den gymnasieskole, der på bedste vis formår at fastholde sine elever i den gymnasiale uddannelse.

De første GUX-studenter
Dette års studenter kan for første gang kalde sig studenter fra GUX. GUX er som følge af gymnasiereformen i 2012 navnet på den gymnasiale uddannelse, 'der har til hovedformål at sikre en uddannelsesudvikling, der skaber en bedre uddannelse for flere elever'.

Powered by Labrador CMS