Inatsisartut-bygning

Nikku: Placer Inatsisartut-bygning i Ilulissat

Partii Inuit kræver åben debat om arbejdsgangen i Inatsisartut inden beslutning om placering af en ny Inatsisartut-bygning

Nikku Olsen kræver debat om fremtidig politisk arbejde
Offentliggjort

Mens Nuuk debatterer om Inatsisartut-bygningens fremtidige placering peger Partii Inuit nu på en anden by til placering af Grønlands parlament. Partiformand Nikku Olsens peger på Ilulissat som en mulighed til placering af Inatsisartut-bygningen.

Et flertal i Inatsisartut vedtog under efterårssamlingen sidste år, at der skal bygges en ny parlamentsbygning. Byggeriet skal finansieres privat, hvor Illuut A/S optager lån til opførelsen af byggeriet og indgår 30-årig lejeaftale med Bureau for Inatsisartut.

Ottawa og Grønland
Bureau for Inatsisartut har foreslået, at Inatsisartut-bygningen bliver placeret på Aqqaluks Plads, men placeringen har mødt stor modstand blandt befolkningen i Nuuk.

Nu foreslår formanden for Partii Inuit en placering i Ilulissat.

- Vi kan tage Canada som et eksempel. Der er storbyer som Toronto og Montreal, men de bruger Ottawa som regeringsby. Vi kan sagtens bruge samme fremgangsmåde i Grønland. Ilulissat er også driftig by med fiskeri og turisme. Det vil derfor være oplagt at placere Inatsisartut-bygningen i Ilulissat, siger Nikku Olsen til Sermitsiaq.AG.

Han mener også, at placeringen er underordnet. Partii Inuit er mere interesseret i en grundlæggende debat om den fremtidige styring.

- Vi skal have en folkelig debat om arbejdet i Inatsisartut. Der har ikke været større debat om parlaments bygningen, inden beslutningen blev truffet i Inatsisartut. Vi skal have en debat om, hvordan vi vil tegne fremtiden, siger Nikku Olsen.

Powered by Labrador CMS