International fodbold

Nicklas Bendtner skifter til Rosenborg

Den danske angriber fortsætter karrieren i norsk fodbold, hvor han har skrevet kontrakt med Rosenborg

Den danske angriber fortsætter karrieren i norsk fodbold, hvor han har skrevet kontrakt med Rosenborg

Den danske fodboldangriber Nicklas Bendtner rejser til norsk fodbold for at forsøge at få sparket liv i karrieren.

Bendtner skifter fra Nottingham Forest i den næstbedste række i England til den norske mesterklub, Rosenborg, hvor han har underskrevet en treårig aftale.

- En fantastisk tilgang for os og for norsk fodbold. At en sådan profil kommer til Rosenborg og Eliteserien, må vi være stolte af, siger Rosenborgs sportschef, Kåre Ingebrigtsen til klubbens hjemmeside.

Bendtner skal i sin nye klub afløse landsmanden Christian Gytkjær, der blev topscorer i den norske liga i sidste sæson, men siden er skiftet til 1860 München.

- Alle ved, at vi har jagtet en angriber længe, og nu har vi fundet den angriber, vi har ledt efter. Han vil passe perfekt i vores 4-3-3-formation, siger Ingebrigtsen.

Nicklas Bendtner fik dermed kun godt et halvt år i Nottingham, hvor han startede fornuftigt, men siden røg ud af holdet.

Han håber, at skiftet til den norske topklub vil give ham ro til at få gang i karrieren og målscoringen igen.

- Jeg er (endnu) ikke ekspert på norsk fodbold, men jeg ved, at Rosenborg er indbegrebet af en stabil klub, der får det bedste ud af sine spillere, skriver Bendtner på sin Instagram-profil.

- Den slags stabilitet har jeg både underprioriteret og savnet siden min tid i Arsenal, og nu må vi bare se, hvad det kan føre med sig at opleve den igen.

- Jeg vil kun love én ting: Jeg er stadig sulten på fodbold, stadig sulten på at score mål, forsikrer Nicklas Bendtner, der i sin nye klub får to danske holdkammerater i Mike Jensen og Jacob Rasmussen.

Rosenborg bliver hans syvende klub i seniorkarrieren. Tidligere har han optrådt for Arsenal, Birmingham, Sunderland, Juventus, Wolfsburg og altså senest Nottingham Forest.

Her scorede han to mål i 17 kampe.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS