lovforslag
Nick Nielsen: Slut med en sofa til mere end 100.000 kr.
Biskop Sofie Petersen skal ikke frygte, at naalakkersuisoq for kirke Nick Nielsen vil af med hende, siger han. Men han vil stoppe frådseri med skatteborgernes penge
- At biskoppen mener, at jeg er på en mission om at ville udskifte hende, må stå for hendes egen regning.
Sådan fastslår naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut.
Det sker i forbindelse med den medieomtalte debat mellem ham og biskop Sofie Petersen.
- Jeg lægger op til, at biskoppen fremover skal kunne udskiftes, hvis menigheden ønsker det og ikke, som tilfældet er nu, kunne sidde på ubestemt tid. Den mulighed tænker jeg at give ved at indføre valg til posten hvert fjerde år. Dermed får menigheden mulighed for at handle, hvis man ikke mener, at biskoppen lever op til hvervet, forklarer Nick Nielsen.
Læs: Nick Nielsen: Folk skal gå i kirke
Med kirkeloven i 2010 var ønsket at lægge mange af de opgaver, som tidligere var blevet løst centralt i selvstyret, ud til kirken.
- Det valgte man at gøre ved en fortsat centralisering af styrelsen af kirken ved bispeembedet, og det er den centralisering, jeg nu er kritisk overfor. Når kirken er folkets kirke, mener jeg, styrelsen af denne i højere grad bør lægges ud til menigheden, så menigheden aktiveres, involveres og gives bestemmende indflydelse på, hvad der sker i vores kirke, argumenterer Nick Nielsen.
Slut med frådseri med skatteborgernes penge
Han vi også sætte en stopper for frådseri med skatteborgernes penge.
- Jeg er eksempelvis bekendt med, at der til bispekontoret er indkøbt en sofa til mere end 100.000 kroner, og et sådant indkøb tror jeg ikke ville være blevet prioriteret, hvis beslutningen om, hvordan kirkens midler skal anvendes, havde ligget hos menigheden, siger Nick Nielsen.