urandebat

NGO’er: Udsæt beslutningen om nultolerancen

Den kommende beslutning om ophævelsen af nultolerancen over for uran er et eksempel på, hvordan man ikke skal behandle den slags beslutninger, mener en række organisationer

NGO-koalition støtter udsættelse af principbeslutning om ophævelse af nultolerancen over for uran. Billedet er fra ’Naamik qujaannarpungas’ anti-uran-demonstration i Nuuk tidligere på måneden forud for Inatsisartuts 1.-behandling af ophævelsen af nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding

NGO-koalitionen for bedre borgerinddragelse foreslår en anden rækkefølge i behandlingen af forslaget til ophævelse af nultolerancen over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding.

Koalitionen foreslår information og formidling blandt befolkningen, inden der bliver truffet en beslutning.

Det er ikke kun Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, der kræver udsættelse af principbeslutningen om nultolerance-politikken. NGO-koalitionen for bedre borgerindragelse er bestemt ikke imponeret over forløbet omkring fremlæggelsen af forslaget.

- Det er NGO-koalitionens klare opfattelse, at det forløb, som har ledt op til denne afstemning, er et utvetydigt eksempel på, hvordan man ikke skal gøre, meddeler NGO-koalitionen, der består af seks organisationer og enkeltpersoner.

Mangelfuldt materiale
De mener, at Naalakkersuisut er løbet fra valgløfterne om bedre borgerinddragelse. NGO’erne mener, at baggrundsmaterialet til afstemningen er mangelfuldt og er ikke blevet formidlet godt nok til politikere og befolkningen.

- En afstemning foretaget før en tilstrækkelig borgerinddragelse og informationsindsats har fundet sted, er en afstemning foretaget på et ikke-oplyst grundlag, mener NGO-koalitionen, der kræver udsættelse af principbeslutningen.

NGO-koalitionen for bedre borgerindragelse består af Avataq, Earth Charter Greenland, Foreningen af 16. august, Harry Enggaard, ICC Greenland, Karen Motzfeldt, KNAPK, Transparency International Greenland, Uffe Jakobsen og WWF Verdensnaturfonden.

Læs mere om urandebatten her

Powered by Labrador CMS