NGOer: Stå fast på nul-tolerancen

Opdateret 13.41: 48 miljøorganisationer fra flere lande opfordrer det grønlandske landsstyre og den danske regering til at fastholde uran-nultolerance-politikken i rigsfællesskabet

48 miljøorganisationer opfordrer disse to kvinder til at revurdere deres holdninger over for uran-udvinding. Tv. formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, th. statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, på tirsdagens pressemøde på Christiansborg. Foto: Arktis Media

48 miljøorganisationer fra mange lande opfordrer det grønlandske landsstyre og den danske regering til at fastholde uran-nultolerance-politikken i Rigsfællesskabet. Begge har for nyligt tilkendegivet, at de ønsker at ophæve forbuddet mod uranbrydning i Grønland.

Derfor har Avataq, NOAH Friends of the Earth Denmark og Det Økologiske Råd taget initiativ til denne resolution til landsstyreforkvinde, Aleqa Hammond, og statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Resolutionen opfordrer Naalakkersuisut og den danske regering til at fastholde uran-nultolerance-politikken i Rigsfællesskabet. Uranudvinding er
unødvendig, da det er muligt at udvinde de sjældne jordarter andre steder, hvor de ikke forekommer sammen med uran.

- Den planlagte uranudvinding i Kuannersuit (Kvanefjeld) vil efterlade millioner af tons tailings, der indeholder nogle af de giftigste radioaktive materialer, der findes. Affaldet forbliver radioaktivt i flere hundrede tusinder år, og de langsigtede følger kan blive en omfattende radioaktiv
forurening, som på grund af sundhedsfaren kan gøre det nødvendigt at forbyde landbrug, fiskeri, fangst og husdyravl i betydelige dele af Sydgrønland, ligesom det kan blive sundhedsfarligt at bo der, siger Mikkel Myrup, formand for Avataq.

- Atomkraften blev taget ud af dansk energipolitik i 1985 og forbuddet mod uranbrydning hænger helt sammen med det, siger Palle Bendsen fra NOAH Friends of the Earth Denmark.

- Det er forkasteligt, at regeringen nu vil ændre kurs i spørgsmålet om uranbrydning og dermed atomkraft. Mineprojektet i Kuannersuit kan gøre rigsfællesskabet til den femte største uraneksportør i verden. De langsigtede omkostninger af den radioaktive forurening kan blive så store, at de langt overstiger den kortsigtede økonomiske gevinst fra uranbrydningen, siger Christian Ege, sekretariatsleder for Det Økologiske Råd, og uddyber:

- Hverken det private selskab, der har licens til minedrift i Kuannersuit, eller det grønlandske selvstyre har nok økonomiske ressourcer til at afbøde skadevirkningerne fra millioner af tons affald, der er radioaktivt i tusinder af år. Og den danske stat, som ellers vil få gevinst af uranbrydningen, har ikke givet en garanti for, at den vil dække disse udgifter.

Resolutionen understøttes af 48 NGOer fra hele verden, herunder nogle af de største internationale netværk af miljøorganisationer, samt NGOer fra 27 lande.

Opfordringen kommer som en markering på 27-års dagen for nedsmeltningen af reaktor 4 på det ukrainske Tjernobyl. Det var den 26. april 1986.

Se vedhæftede resolution

Powered by Labrador CMS