Ostermann-ansættelse

DU: Nepotisme ud over alle grænser

Demokraterne Ungdom mener ikke, det er i orden at ansætte Tom Ostermann som personlig rådgiver for naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug

Formand for Demokraterne Ungdom, Randi Vestergaard Evaldsen

- Det er for langt ude. Det er nepotisme ud over alle grænser. Hvornår stopper det?

Sådan lyder det fra formand for Demokraterne Ungdom, DU, Randi Vestergaard Evaldsen.

Det sker i en kommentar til, at naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut har ansat Tom Ostermann som sin personlige rådgiver.

Tom Ostermann er formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammonds samlever.

- Det her skal ikke ses som en personlig forfølgelse af Tom Ostermann på grund af hans forhold til formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut. Men det er tydeligt det her. Jeg tror, vi alle ved, hun har haft en finger med i spillet. I det nye cirkulære om ansættelse og aflønning af særlige rådgivere for medlemmer af Naalakkersuisut står det i§2: ’De særlige rådgivere bistår Formanden for Naalakkersuisut og den enkelte Naalakkersuisoq med rådgivning og bistand som led i deres hverv som Formand for Naalakkersuisut og Naalakkersuisoq'. Dét viser, at Aleqa har indflydelse på ansættelsen af Tom Ostermann, argumenterer Randi Vestergaard Evaldsen.

Læs "Aleqas samlever tæt på Naalakkersuisut"

Læs "Enequist: Ostermann-ansættelse er mest godt"

Udskiftninger har kostet skatteborgerne mange millioner
- Man har i 2013 fyret en masse kompetente embedsmænd i selvstyret, som har og havde de rette kvalifikationer, og som udførte det arbejde, de var ansat til. Man har, siden den nye regering kom til, ansat flere embedsmænd, som allerede er inde i varmen hos Siumut og er i omgangskredsen med dem. Det ved alle, men ingen vil indrømme det. Det har kostet skatteborgerne mange millioner, og man har fralagt sig alt ansvaret, lyder det videre fra Randi Vestergaard Evaldsen.

Inden hun tilføjer:

- Man kunne godt blive nysgerrig efter at vide, om der har været andre ansøgninger fra kompetente ansøgere, og om de måske er fravalgt – så netop Tom Ostermann kunne ansættes.

Powered by Labrador CMS