dødsfald
Nekrolog: Den store grønlandskender er død
Historiker, journalist og tidligere underviser ved Ilisimatusarfik, Erik Lund, er død af kræft. Han blev bisat lørdag
Lange reportager om grønlandske teateropsætninger, grundige analyser af det militære magtspil i Arktis og omfattende udredninger af katastrofer i Nordatlanten.
Der var ikke det, som Erik Lund ej interesserede sig for – og ej ville skrive om. Det har du blandt andet kunne nyde godt af i Sermitsiaq.
Sådan bliver det ikke fremover.
Altomfavnende
Efter længere tids kræftsygdom døde den danske historiker, journalist og tidligere underviser ved Ilisimatusarfik, Erik Lund, natten til mandag den 27. juni. Han blev bisat lørdag fra Horsens Klosterkirke.
Selvom Erik Lund var altomfavnende i sin viden og nysgerrig inden for alle stofområder, livede han særligt op, hvis der var en nordatlantisk krog. Han forsømte derfor aldrig en chance for et visit på vores breddegrader – uanset sit helbred.
Lammet
For eksempel blev han i en sen alder ramt af den sjældne sygdom akut nervelammelse. I januar 2008 gjorde sygdommen, at han blev lammet i hele kroppen, så han kun kunne bevæge det yderste af fingrene. Alligevel valgte han at arbejde videre på Danmarks Journalisthøjskole og senere at levere analyser til Sermitsiaq. Fordi han simpelthen ikke kunne lade være.
Verdens bedste fag
- Jeg arbejder hele tiden. Fuldtid og overtid, jeg kunne ikke drømme om andet. Det er verdens bedste fag. Det ville være en skam ikke at blive i det, når jeg nu kan, sagde Erik Lund til fagbladet Journalisten.
Computerspil
Som genoptræning blev Erik Lund tilbudt at spille computerspil. Det var ikke noget for ham. Han ville hellere sørge for en genoptræning, der passede til hans temperament. Det indebar at tage hul på en bog sammen med en tidligere journalistelev, Jakob Nielsen. Men forinden skulle Erik Lund lige forbi Grønland igen. Altså få måneder efter, at den alvorlige nervelammelse var lige ved at have taget livet af ham.
Med slædehundene
- Han sejlede få måneder senere med Siriuspatruljen op langs Grønlands østkyst. Han var for svag til at kravle om bord ad stiger og trapper, så han lod sig hejse sammen med slædehundene. Hans stemme knækkede altid, når han bagefter fortalte om det særlige bånd, der blev skabt mellem ham og hundene. Bånd af den slags, bånd som byggede på fælles oplevelser og nye erkendelser, betød nemlig alt for Erik. Og især hvis de havde en nordatlantisk, nordisk eller baltisk dimension. Så sent som for få dage siden lettede det hans kontakt med hjemmeplejen, at en af plejerne var færing. Så var det noget at tale om, som ikke handlede om sygdom, beretter Jakob Nielsen.
Fire årtier
Erik Lund blev 76 år. Og han efterlader sig fire årtier af grønlandske, danske, finske og baltiske journaliststuderende, som nød godt af hans dedikation og insisteren på at forlade skrivebordet for at opsøge viden og mennesker - uanset hvor de måtte befinde sig henne og hvor besværlig rejsen så måtte være.