Forsvaret
Nato giver grønt lys for mere militær oprustning i øst
Et angreb på ét Nato-land er et angreb på alle, understreger Nato-chefen med adresse til Rusland
Natos forsvarsministre har besluttet at opruste yderligere i de af alliancens medlemslande, der ligger tættest på Rusland, for at afskrække russerne fra at kaste sig ud i nogen form for aggression.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag efter første del af Natos forsvarsministermøde i Bruxelles.
Stor oprustning
Nato er i øjeblikket i gang med den største oprustning siden Den Kolde Krig, og alliancens militære planlæggere skal frem mod et Nato-topmøde i Warszawa i juli vurdere, hvad det er, der yderligere er brug for.
Læs: Kina og Rusland mulig trussel i Arktis
- Det er for at gøre det klart, at et angreb på én allieret er et angreb på alle allierede, og at alliancen vil reagere samlet, siger Jens Stoltenberg.
Klar til forsvar
- Vi vil være så meget til stede i øst, som det er nødvendigt. For vi må være sikre på, at vi altid er i stand til at forsvare alle allierede mod enhver trussel, siger han.
Læs: Ny chef for Arktisk Kommando
Siden Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2014 annekterede Krim-halvøen og dermed flyttede grænser i Europa med militær magt, har ikke mindst de baltiske lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen, frygtet, at noget lignende kunne ske for dem.
Nato har allerede oprettet nye mindre hovedkvarterer i de østlige Nato-lande, hvor der også løbende vil være flere soldater på øvelser, samtidig med at Nato har en hurtig reaktionsstyrke klar til i givet fald at komme til undsætning.
/ritzau/
Se også:
Forsvarsministeren udskyder arktisk oprustning
Ny stor øvelse skal udvikle 'Arktisk Beredskabsstyrke'