Nanook og Rikka på koncertturné

De tre danske storbyer Odense, Aalborg og København får besøg af Nanook og Rikka, der giver koncerter i dagene 11. til 13. oktober.

Nanook kan i år fejre 10 års jubilæum som liveband.

Arktisk rock og akustisk sang i form af Nanook og Rikka venter de mange fans i de tre danske storbyer.

Nanook har tradition for en række propfyldte og festlige koncerter i Danmark i selskab med kollegaer fra Grønland, og denne gang bliver det så sammen med sydgrønlænderen Rikka, der har opnået stor anerkendelse med sin fine tenorvokal og fængende sange, fremgår det af en pressemeddelelse.

Jubilæumsturné

For Nanook er der tale om en jubilæumsturné i anledningen af bandets 10 års-jubilæum som liveband. Men turnéen kommer også til at markere udgivelsen af bandets fjerde studiealbum ”Ataasiusutut Misigissuseq” (”Følelsen af at være ét”), som blev indspillet i Reykjavik i februar sammen med den islandske producer Arnar Guðjónsson (Kaleo m.fl.).

Albummet fik store roser af Sermitsiaq’s anmelder og har bl.a. vundet bandet en plads ved den internationale festival Iceland Airwaves i november. Titelnummeret danner desuden lydside til Nanooks nye stemningsmættede musikvideo.

Turnéen starter i Nordatlantisk Hus i Odense torsdag d. 11. oktober, derefter går turen til Studenterhuset i Aalborg fredag d. 12. og lørdag aften slutter festen af i Kulturhuset Islands Brygge i København.

Turnéen er sponsoreret af inu:it og støttet af koda.
Powered by Labrador CMS