Qeqqata Kommunia

Naalakkersuisut forlænger lokal hvalrosjagt

Karl-Kristian Kruse, Siumut, har besluttet at forlænge fangstperioden for hvalrosser i en af landets kommuner

Blandt andet nord for Sisimiut kan der nu fanges hvalrosser lidt længere tid

Artiklen er opdateret 09.42, hvor en fejl i overskriften er blevet rettet.

Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Karl-Kristian Kruse, har godkendt, at Qeqqata Kommunia får dispensation til at udvidde jagttiden for hvalros til og med 15. maj.

For den Vestgrønlandske vinterbestand af hvalros er jagttiden normalt 1. marts til 30. april.

Karl-Kristian Kruse meddeler i en pressemeddelelse, at han ikke er bekymret for, at forlængelsen vil ramme bestanden.

Flere billeder: Hvalros kiggede forbi Inatsisartut

- Så længe hvalroskvoten for Qeqqata Kommunia ikke overskrides, kan jeg godkende forlængelse af jagttiden for hvalros til og med 15. maj,” lyder det.

Grunden til, at perioden nu udviddes, er, at der indtil 21. april kun er blevet nedlagt 18 hvalrosser i forvaltningsområdet.

Det skyldes hård is og dårligt vejr, lyder det fra udvalget for levende ressourcer i Qeqqata Kommunia, som oprindeligt ansøgte om forlængelse af jagttiden til udgangen af maj måned.

Læs: Så sjælden er hvalrosser i Nuuk

En anden begrundelse lyder, at kødforsyningen er begrænset. I området er der for tiden stort set ikke sæler, og der forekommer stadig spredt havis i området, hvor fangerne ikke tør sejle ind mellem isflagerne.

Naalakkersuisuts dispensation for Qeqqata Kommunia gælder kun for 2015.

Powered by Labrador CMS