boliger

Naalakkersuisoq vil have forbedret byggekvaliteten

- Vi skal have forbedret kvaliteten i byggeriet, så vores børn og efterfølgende generationer ikke skal stå med de udfordringer, vi i dag har med en alt for tidligt nedslidt boligmasse, siger boligpolitisk ansvarlig Siverth K. Heilmann

Naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann fra Atassut

Når Departementet for Boliger i dag tirsdag og onsdag inviterer til bygge- og anlægskonference på Hotel Hans Egede i Nuuk har naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann fra Atassut flere emner og ønsker med i tasken.

- Vi skal ikke længere acceptere, at vores klima og andre specielle udfordringer stiller sig i vejen for at opføre byggeri i en standard, der er mindst på højde med andre steder i verden. Vi skal med andre ord have forbedret kvaliteten i byggeriet, så vores børn og efterfølgende generationer ikke skal stå med de udfordringer, vi i dag har med en alt for tidligt nedslidt boligmasse, siger han.

Læs: Økonomisk Råd: Boligpolitikken er dyr og når ikke sine mål

Ifølge Siverth K. Heilmann skal det ske ved, at byggeriets parter i højere grad samarbejder om at nå det fælles mål om ’det gode byggeri’.

- Det er desuden vigtigt for vores land, at vi udvikler byggemetoder, der passer til klimaet. Byggemetoder, der på bæredygtig vis også kan gøre brug af lokalt fremstillede materialer og arbejdskraft til gavn for miljøet og beskæftigelsen, fremhæver Siverth K. Heilmann i en meddelelse forud for bygge- og anlægskonferencen.

Opbakning fra GA
Direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), Brian Buus Pedersen, er glad for Siverth K. Heilmanns ønsker:

- Byggebranchen i Grønland har gennemført mange vellykkede projekter, men der er desværre også eksempler på byggeri, der kunne være udført bedre. At opnå bedre kvalitet i opførelsen og ikke mindst vedligeholdelse af for eksempel boliger er således et fælles anliggende og en fælles interesse.

Powered by Labrador CMS