Onsdag, januar 3, 2018 - 06:56

Musikeren Kim Larsen ramt af kræft

Foto: Per Lange/Foto: Polfoto
Kim Larsen & Kjukken aflyser bandets kommende koncerter i januar, februar og marts.
 

Musikeren Kim Larsen fik i december konstateret kræft i prostata, oplyser bandet på Facebook.

I behandling

72-årige Kim Larsen er allerede i behandling og har derfor ikke kræfter til vinterkoncerterne, skriver bandet.

- Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen.

- Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer, siger Kim Larsen på Facebook.

Bandet skulle have spillet 24 koncerter i årets første tre måneder. Samtlige koncerter var udsolgt. Den første skulle have fundet sted 11. januar i Amager Bio i København. Den sidste stod til at finde sted i Greve 3. marts.

Sommerkoncerterne, som Kim Larsen altså selv regner med at være klar til, begynder i juni.

Billetter refunderes

Billetter til vinterturnéen refunderes, hvor de er købt, oplyser bandet på Facebook.

Kim Larsen er en af Danmarks bedst kendte og mest succesfulde musikere i historien.

Både som solist og i forskellige bands har han haft succes. Han dukkede først op på musikscenen i slutningen af 1960'erne med bandet Gasolin.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit