Moses Olsen er død - han blev 70 år

En af de mest markante skikkelser indenfor grønlandsk politik er død.

Moses Olsen er død, 70 år gammel. / Moses Olsen. Dead at the age of 70

Forhenværende medlem af Folketinget, Landstinget og landsstyret, medstifter af Siumut, digter og samfundsdebattør Moses Olsen er død 70 år gammel.

Jørgen Fleischer skrev fornyligt om Moses Olsen i forbindelse med hans 70 års fødselsdag: – Ved det i Grønland spændende valg til Folketinget den 21. september 1971 slog han overraskende den ellers uovervindelige Nikolaj Rosing, som havde siddet i Folketinget i 12 år. Moses Olsens debut i Det danske Folketing var meget dramatisk. Som den første og hidtil den eneste grønlandske politiker blandede han sig i intern dansk politik. Han stemte med socialdemokraterne og reddede dermed Jens Otto Krags regering. Men Moses Olsen måtte døje meget for sit mod. Han blev truet på livet og måtte som en anden berømt statsmand køre under politieskorte.

– Og Moses Olsen skrev historie ved Folketingets åbning i oktober 1972, da han krævede afstemning om Grønlands tilhørsforhold efter landets nej til datidens EU ved folkeafstemning den 2. oktober 1972.

– Moses Olsen er det ene medlem af trojkaen. De to andre er Jonathan Motzfeldt og Lars-Emil Johansen. De tre Siumut’ere har præget den grønlandske politik i de sidste 30 år som få.

Moses Olsen deltog også i det spæde tilløb til dannelsen af Siumut partiet. Han var med i en arbejdsgruppe, som Lars-Emil Johansen dannede nogle dage efter Grønlands nej til medlemskab af datidens EF.

Powered by Labrador CMS