Danmark

Morten Messerschmidt sygemeldt på ubestemt tid

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er idag, lørdag blevet bragt til hospitalet efter et ildebefindende.

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) har her til eftermiddag fået et ildebefindende og er blevet kørt til akutmodtagelsen på Hillerød Hospital. Her er han indlagt til observation.
Det oplyser Dansk Folkeparti i en kortfattet mail.
Politikeren er sygemeldt på ubestemt tid.
Partiets pressetjeneste oplyser, at politikeren har været småsyg hele lørdagen, og at han pludseligt fik det dårligt, da han var på vej i sommerhus.

Misbrug af midler
Messerschmidt var den største danske stemmesluger ved valget til Europaparlamentet i 2014. Men den seneste tid har han været udsat for stor mediebevågenhed omkring EU-midler, som partiet har brugt forkert.
Dansk Folkeparti betalte allerede i juni 1,6 millioner kroner til EU-Parlamentet, og tidligere på ugen meldte partiet sig klar til at betale yderligere næsten en million kroner tilbage.
Onsdag blev Messerschmidt smidt ud af ledelsen i Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS