sociale medier

Mød politiet på Facebook

Grønlands Politi vil bruge det sociale medie til blandt andet at bringe efterlysninger

Bjørn Bay

I dag går Grønlands Politi på Facebook.

Facebooksiden skal bruges til løbende at informere borgerne om stort og småt i politiets hverdag, ligesom den skal bruges som politiets direkte kommunikationskanal til befolkningen, hvis en større hændelse finder sted i Grønland.

Direkte kanal
En stor del af borgerne i Grønland er aktive på Facebook. Det er Grønlands Politi også nu, og det skal ikke mindst ses i lyset af, at politiet ønsker at være der, hvor borgerne er.

- Vi har valgt at gå på Facebook, fordi vi gerne vil have en direkte kanal til borgerne i Grønland. Som vi både kan anvende i hverdagen og under større hændelser. Vi vil gerne vise, at vi er en moderne og serviceorienteret organisation, og da mange borgere er aktive på Facebook en stor del af døgnet, så ønsker vi at kunne kommunikere til dem der, hvor vi kan nå dem - og det er især på Facebook, fremhæver politimester Bjørn Tegner Bay i en pressemeddelelse.

Støtte politiets arbejde
- Vores strategiske mål er også, at vi i kraft af vores forhåbentlig mange følgere får en større gruppe af borgere, som vi kan nå på få sekunder, når vi har behov for at få budskaber ud til borgerne hurtigst muligt. For at sikre de mange følgere skal vi selvfølgelig også give dem noget indhold. Derfor satser vi på et mix af mere bløde historier, samt det man kan kalde ’her og nu-opdateringer’ - eller operative meddelelser - som for eksempel en efterlysning af en gerningsmand, eller at vi er i gang med en redningsaktion, tilføjer politimesteren.

Åbenhed
Grønlands Politi fastslår, at Facebooksiden især skal støtte politiarbejdet, men også bidrage til at vise en åbenhed om politiets arbejde og dermed også bidrage til at tiltrække kommende medarbejdere.

- Vi ved af erfaring, at vi kan forhindre eller opklare mange flere forbrydelser, hvis vi også har befolkningens øjne og ører til at hjælpe os. Det skal Facebook også være et middel til at hjælpe os med, siger politimesteren.

Powered by Labrador CMS