dansk håndbold

Minik Dahl Høegh med ny sejr

Storsejr og anden sejr i træk til Århus Håndbold

Minik Dahl Høegh som altid med nummer 33

Efter en vanskelig begyndelse på sæsonen med fire nederlag på stribe, ser Århus Håndbold nu ud til at være kommet i gang.

Først blev det i forrige spillerunde til to point ude over Ribe-Esbjerg HH. Mandag aften hjemme i Århus fortsatte Minik Dahl Høegh og holdkammeraterne de fine takter. En storsejr på 36-24 over oprykkerne fra Randers HH blev det til.

Spændingen blev væk
Randers HH begyndte kampen rigtig fint. Var helt med i de første mange minutter. 5-5, 8-8 og 10-10 inden Århus Håndbold i slutningen af 1. halvleg trak fra. Hjemmeholdet kunne gå til pause med føring på fire mål.

16-12. De sidste 10 minutter af halvlegen var ikke gode for Randers HH. Mønstret fortsatte i 2. halvleg. Århus Håndbold dominerede. I perioder var der klasseforskel. 18-14 blev forvandlet til 24-14. Minik Dahl Høegh med sit femte mål 27-19. Århus Håndbold blev ved og ved. Scorede mål på samlebånd og sluttede altså med at vinde 36-24.

Minik Dahl Høegh brugte kun seks forsøg til sine fem mål. Århus Håndbolds målmand Jens Fredsgaard spillede på ny en stor kamp. Kronede indsatsen med tre scoringer i modstandernes tomme mål.

Det begynder at hænge sammen
Minik Dahl Høegh var sejren meget fortrøstningsfuld. I en lille samtale med Sermitsiaq.AG sagde Minik Dahl Høegh:

- Vi begynder at kende hinandens løbemønstre. Det kræver altid noget tilvænning, når spillere, der ikke har spillet sammen tidligere, skal til at spille sammen.

- Jeg synes også, at vi står godt i forsvaret og når vi gør det, så kommer målene.

Minik Dahl Høegh lægger i samtalen ikke skjul på, at han glæder sig til holdets næste kamp. KIF Kolding København er modstanderen. Kampen spilles lørdag 22. oktober i Brøndby Hallen og fløjtes i gang kl. 16.00.

- Jeg tror absolut, at vi har en mulighed for et godt resultat slutter Minik Dahl Høegh samtalen med Sermitsiaq.AG.

Altid med nummer 33
Minik Dahl Høegh spillede med nummer 33 i GOG. Gør det nu i Århus Håndbold og gør det også på landsholdet. Barndomsklubben K33 i Qaqortoq er ikke glemt.

Stillingen i Håndboldligaen efter de første seks spillerunder fremgår af fakta boxen

Powered by Labrador CMS