Milepæl nået for Ironbark-projektet
Det er et stort skridt fremad for os, siger direktør i Ironbark, efter at selskabet er lykkedes med at sejle et malmskib hele vejen op til Citronen Fjord.
Mineselskabet Ironbark Zinc Limited, der har en 30-årig udvindingstilladelse i Citronen Fjord, nåede en vigtig milepæl i slutningen af august, da de over for investorer beviste, at det er muligt at sejle råmateriale ud fra området.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Det 189 meter lange fragtsskib Nunavik, der er af højeste polarklasse, sejlede som det første kommercielle skib hele vejen op til Citronen Fjord via den østgrønlandske kyst. Skibet sejlede dog ikke ind i selve fjorden, men nåede frem til mundingen, før det sejlede retur.
Let sejlads
– Det var en forholdsvis let sejlads, og skibet var fint i stand til at komme igennem hele vejen. Der var tynd is enkelte steder, men det meste af turen foregik i åbent hav. Vi valgte ikke at sejle ind i selve fjorden, selv om der faktisk var isfrit. I første omgang handlede det om at vise, at vi er i stand til at få et skib sikkert derop og tilbage igen. Det har vi nu bevist, fortæller direktør for Ironbark, Jonathan Downes, der selv befandt sig i området, da skibet sejlede forbi.
Nunavik er ejet af selskabet Fednav, der servicerer den canadiske nikkelmine i Nunavik, og dermed er en af de mest erfarne i den vestlige verden i forhold til at servicere arktiske miner.
Læs hele artiklen om Ironbark-projektet via linket herunder: