Valg 2018

Michael Rosing: - Jeg er klar med plan B

Løsgængeren i Inatsisartut Michael Rosing er klar med en plan B, så han ad omveje kan få sig selv og en række partimedlemmer i Samarbejdspartiet valgt ind i Inatsisartut.

Michael Rosing forsikrer, at hans nye parti, Samarbejdspartiet, nok skal få opstillet kandidater til det kommende valg i april, selv om man ikke har fået samlet de fornødne underskrifter.

Partiet har endnu ikke formået at samle de 942 påkrævede underskrifter, for at partiet kan nå at komme på valgkortet til valget i april.

Kandidatforbund

Men Michael Rosing afslører over for Sermitsiaq, at han har en plan B.

- Den går ud på at lave et kandidatforbund. Vore kandidater behøver kun 40 til 50 underskrifter for at blive stillet op til valget som enkeltkandidater. Og vi kan så gå til valg på, at vi laver et kandidatforbund for dem, der bliver valgt ind i Inatsisartut, forklarer Michael Rosing, der nu vil samle sine partikolleger for at få drøftet den nye situation, som er opstået efter at Kim Kielsen pludselig har udskrevet valg i utide.

Det kommende valg vil finde sted den 17. eller 24. april alt efter, hvad der er flertal for i Inatsisartut.

Vi når det

- Jeg tror, at ethvert valg i utide er lidt ubelejliget. Men jeg kan forsikre, at vi nok skal nå det. Det hersker der ingen tvivl om, forklarer partiformanden for Samarbejdspartiet, der så dagens lys i begyndelsen af januar.

Om partiets linje har Michael Rosing tidligere udtalt:

- Vi vil bygge broer, og skabe nye forbindelser. Partiet vil arbejde for øget samarbejde internationalt, og indenrigs på tværs af nationaliteter, sprog og skel. Menneskene bag partiet ønsker en stærkere samarbejdsånd og fællesskabsfølelse i Grønland.

Socialliberalt parti

Partiet betegnes som et socialliberalt parti. Michael Rosing var tidligere medlem af Demokraterne, før han blev løsgænger i Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS