valg
Medier afviser partifavorisering efter Siumut-kritik
To kandidater til Inatsisartut-valget for Siumut kritiserede torsdag mediernes dækning af valgkampen. Nu svarer KNR og Sermitsiaq.AG på kritikken
Med få dage tilbage til Inatsisartut-valget på fredag kritiserede to Siumut-kandidater til valget for nylig landets medier.
Mens Siumuts Kenneth Rasmussen opfordrede medierne til at lave en medietilfredshedsundersøgelse blandt borgerne, så mente hans partifælle, Peter Davidsen, at tiden er inde til at få medieforskere til at se på mediedækningen her i landet.
Men KNR og netavisen Sermitsiaq.AG afviser de to Siumut-politikeres kritik af mediernes dækning af valgkampen.
- KNR laver allerede medietilfredsundersøgelser blandt lytterne, seerne og læserne. Og undersøgelserne viser, at der generelt i befolkningen er tilfredshed med KNR og de produkter, vi leverer. Vi kan altid blive bedre, og det forsøger vi på hver dag, siger KNR's nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund til Sermitsiaq.AG.
Læs: Siumut angriber mediernes valgdækning
KNR: Journalisterne er upartiske
Ifølge Siumuts Peter Davidsen er mange borgere på kysten og på Facebook generelt af den opfattelse, at medierne favoriserer Inuit Ataqatigiit. Men den kritik bliver også skudt ned:
- Jeg kan garantere, at vi ikke har politiske tilhørsforhold. Journalister arbejder ligesom læger og gør ikke forskel på folk. KNR skal være upartiske, uafhængige, kritiske men fair, og det synes jeg også, vi er, siger Mikkel Bjarnø Lund og fortsætter:
- Det er godt med kritik, men vi savner konkrete eksempler. Der er mange anklager, men meget få konkrete eksempler, og det gør det alt andet lige sværere at forholde sig til. Det er også meget sjældent, at vores journalistik er genstand for kritik i pressenævnet.
Hilser en mulig mediestyrkelse velkommen
Siumuts kandidat til Inatsisartut-valget Peter Davidsen mener, at hvis vi skal sikre et højt niveau i politiske diskussioner i samfundet, så kræver det neutrale medier.
- For at nå dette, mener jeg, det er på tide, at man vurderer, om det er tilfældet - og det er helt bestemt en opgave for medieforskere, sagde Peter Davidsen torsdag.
- KNR hilser en eventuel styrkelse af medieområdet velkommen. Medieforskere kan både være med til at aflive anklager og myter og måske give inspiration til, hvordan vi kan blive endnu bedre. Det vigtige her må også være, om vi om vi faktisk lever op til vores rolle, som samfundets kritiske vagthund samtidig med, at vi får oplyst befolkningen om de vigtigste ting og emner, siger nyhedschef i KNR, Mikkel Bjarnø Lund.
Journalister og redaktører er professionelle
Han bakkes op af Søren Duran Duus, netredaktør på Sermitsiaq.AG:
- Sermitsiaq.AG har som privat virksomhed ikke samme forpligtelser som vores kolleger og konkurrenter på en public service-station, men det er vigtigt at huske på, at journalister og redaktører er professionelle. Vi er blandt andet uddannet til at skelne mellem arbejde og privat, politisk overbevisning.
- Konstruktiv - og især dokumenteret - kritik er fint, men jeg vil opfordre Siumut til at dokumentere deres påstande om mediernes partifavorisering af Inuit Ataqatigiit. Havde Sermitsiaq.AG været i lommen på Inuit Ataqatigiit, havde vi selvsagt ikke arrangeret et borgermøde i Katuaq mandag den 17. november med GME-direktør John Mair og en efterfølgende chat med ham her på hjemmesiden, fremhæver Søren Duran Duus.
Siumuts Per Berthelsen har klaget over, at Sermitsiaq ikke har bragt hans læserbreve i avisen, men Sermitsiaq har ingen læserbreve modtaget fra ham.
Sermitsiaqs egen gennemgang af avisen fra uge 41 til 46 viser, at der er en partimæssig lige fordeling af partiernes omtale i forhold til partiernes størrelse. Sermitsiaq bringer i fredagens avis en artikel om politikernes anklager, hvor alle artikler og læserbreve er blevet talt og gennemgået.
Sermitsiaq.AG har derudover forsøgt at få en kommentar fra det grønlandske medieforbunds (Tusagassiuinermik Sulisut Peqatigiiffiat) formand, Mariia Simonsen. Men formanden ønsker ikke at udtale sig på vegne af de to førnævnte medier.