Nuuk
Masser af oplevelser for børn til Kulturnatten
Der venter en hel buket af oplevelser for børn på årets kulturnat. Læs her, hvad du kan opleve, hvis du har børn med ud i kulturnatten
Få en virtuel flyvetur i helikopter, mærk på egen krop, hvordan det er at blive gammel og mød de døde, der går igen.
Der er masser af oplevelser for børn og barnlige sjæle, når byen på lørdag inviterer til Kulturnat. Det værste er faktisk, at man næppe kan nå det hele.
Derfor kommer her en guide til børnefamilierne med anvisning af, hvordan man med garanti får en sjov aften i børnehøjde.
Tag bamsen med
En sikker succes er et besøg på Bamsehospitalet, hvor Sundhedsvæsnet indkalder alle Nuuks krammedyr til et sundhedstjek. Det er her, der skal tages blodprøver og røntgenbilleder samt sættes plaster på de bløde venner, inden turen meget passende kan gå videre til tandklinikken, som også tager imod de medbragte bamser.
Stadig med bamsen under armen, kan man herefter begive sig ud til Mittarfeqarfiit, hvor bamsebjørnen kan få en tur gennem scanneren, så det kan blive afsløret, om der gemmer sig hemmelige dimser inde i bamsen bag det bløde ydre.
Samme sted kan børnene blive malet i ansigtet, så de ser festlige og fine ud, når turen går videre til naboen, Air Greenland, der som altid stiller an med et stort show.
I år er det Ramasjang Mysteriet, kendt fra Danmarks Radio, der leverer underholdningen i hangaren. I det mere stille Børnehjørne samme sted, kan man før eller efter slå sig ned og lytte til fortællinger af de grønlandske sagn. Nåede man ikke at få dekoreret ansigtet, er det også en mulighed at få det gjort hos flyselskabet.
Se hele programmet for Kulturnatten i Nuuk i ugens udgave af hovedstadens lokale avis, Nuuk Ugeavis. Du kan hente avisen gratis her: