Nuuk-Kapisillit Tour
Martin Møller måtte opgive vildt løb
Det gik desværre ikke som ventet, da Martin Møller forsøgte at løbe fra Nuuk til Kapisillit - på én dag
Det gik ikke!
Desværre for Martin Møller lykkedes det ikke for ham torsdag at løbe hele vejen fra Nuuk til Kapisillit - på én dag.
Det var ellers hans endog meget ambitiøse målsætning, da han torsdag morgen klokken 08.00 løb afsted sammen med andre deltagere i årets udgave af Nuuk-Kapisillit Tour, hvor løberne over tre dage skal kæmpe sig igennem det kuperede terræn.
Læs: Nuuk: Martin Møller vil løbe til Kapisillit på én dag
Mens de andre deltagere følger løbets etaper på henholdsvis cirka 35 km, cirka 35 km og med en afsluttende etape på cirka 50 km, så havde Martin Møller, som blandt andet deltog i langrend ved vinter-OL i februar i russiske Sochi, planer om at tilbagelægge hele strækningen på omkring 120 km på kun én dag.
- Det gik dog ikke helt som planlagt. Jeg faldt på stenene lidt inde i fjorden og skadede mit knæ. Jeg kunne ikke rigtig løbe derefter og måtte opgive. Rimeligt surt, men jeg prøver igen, når jeg er frisk, fortæller Martin Møller, der var den store vinder ved GM i langrend i påsken i Sisimiut.
- Hvor langt havde du løbet, da du faldt?
- Cirka 20 km. Jeg løb så videre en times tid, men derefter kunne jeg ikke rigtig løbe, og der var stadig langt til Kapisillit. Så det var en lidt sur afgørelse om at tage ned til fjorden igen.
Et nyt Kapisillit-forsøg?
- Hvordan gik det, indtil du faldt?
- Det gik ellers godt. Jeg lå cirka 20 minutter langsommere end sidste år, da jeg løb distancen på tre dage. Det var som planlagt, da jeg jo skulle løbe meget længere denne gang.
- Hvornår vil du prøve igen?
- Jeg vil ellers gerne prøve igen denne sommer, men først skal jeg lige blive frisk. Jeg skal løbe hurtigt til Nuuk Marathon i starten af august, og det kræver træning på asfalt. Det er lidt svært at kombinere et ultralangt fjeldløb og asfalt-maraton, så hvis ikke jeg er klar meget hurtigt, bliver det maraton i år og først et nyt Kapisillit-forsøg næste sommer, fortæller Martin Møller.
Nuuk-Kapisillit Tour slutter lørdag.
Læs alle artikler om Martin Møller
Læs mere om Nuuk-Kapisillit Tour 2014 på Facebook
Se billede af Martin Møller samt ruten under denne tekst