pilluaritsi
Martin Møller blev igen årets idrætsmand
Der var stor deltagelse ved Idrættens Dag i Nuuk mandag
Langrendsløberen Martin Møller, der blev kåret som Årets idrætsmand i Grønland i 2013 af GIF, blev også Årets idrætsmand i Nuuk.
Det er Martin Møllers flotte resultater i Grønland og i udlandet, der er baggrund for hæderen.
Mange sportsfolk og deres familier og venner var samlet i Godthåbhallen mandag eftermiddag, hvor årets Idrættens Dag i Nuuk blev afholdt for 30. gang.
Der blev uddelt seks forskellige priser, hvor den største hæder er årets idrætsmand. Det var et populært valg, da Martin Møller fra NSP fik prisen sammen med en check på 5.000 kroner. Martin Møller er for tiden i Europa, så prisen blev modtaget af hans familie.
Prisen som Årets leder gik til Nuuk Firma Fodbold, der med stor succes har arrangeret en udendørs firma fodboldturnering i flere år. Foreningen er også aktiv deltager i debatten om fodboldens vilkår i Nuuk.
Se også "Billeder: Årets sportsfolk kåret i Narsaq"
Uvant hjemmebane
Prisen som Årets træner gik til Jørgen I. Olsen fra NÛK-håndbold. Den tidligere grønlandsmester har efter sin aktive karriere gjort en stor indsats som træner for børn og unge. Han fik en check på 3.000 kroner.
Prisen som Årets hold gik til NSP's grønlandsmestre i langrendstafet for kvinder og herrer, der under GM i påsken vandt guld på noget uvant hjemmebane på toppen af Quassussuaq - Lille Malene på grund af mangel på sne på den normale løjpe. De fik en check på 3.000 kroner.
Prisen som Årets talent til alpinskiløberen Nuunu Chemnitz Berthelsen fra NS-84, der nu er bosat i Norge for at dygtiggøre sig i sin sportsgren. Hun fik også en check på 3.000 kroner. Hendes moster Nina Chemnitz modtog prisen på hendes vegne.
Opmuntringsprisen gik til Bo Naamansen fra GSS-fodbold. Han har nu i flere år været træner for børn i klubben, og han fik en check på 3.000 kroner som opmuntring.
Der var traditionen tro dans om juletræet, inden dagen blev afsluttet med fyrværkeri.
Se stort galleri fra Idrættens Dag i Nuuk her